På baggrund af en række møder med medlemsorganisationer og partnere har CISU samlet et nyt udkast til CISUs strategi 2026-2030. Udkastet er nu behandlet af CISUs bestyrelse, og den officielle høring kan hermed påbegyndes.
Høringsperioden varer fra den 10. december 2025 til 15. januar 2026, og høringen er åben for alle, som ønsker at bidrage til udviklingen af CISUs nye strategi. Det er en mulighed, som Nicolai Houe, konstitueret generalsekretær i CISU, håber at mange vil bruge.
- Verden står overfor udfordringer som kalder på alt vores engagement. Den kalder på medlemsorganisationernes solide indsatser med folk rundt om i verden og et tydeligt og dygtigt CISU, der kan understøtte dette. Dét skal vores nye strategi afspejle, og vi håber derfor også, at mange har lyst til at bidrage til at forme strategiens endelige udspil, siger han.
Find høringsmaterialet og en formular til høringssvar på denne side, hvor du også kan læse mere om selve strategiprocessen.
Den endelige strategi skal vedtages på CISUs generalforsamling d. 18. april.