12.12.2025
Nyheder

Samtalesaloner: Et nyt rum for nysgerrighed og levende udviklingsdialog

I et nyt initiativ undersøger CISU, hvordan vi kan tale om global udvikling på en måde, der giver plads til erfaringer, tvivl og de paradokser, der ikke altid passer ind i en fast struktur. Vi kalder det for Samtalesaloner. 

I januar lancerer vi de første to samtaler i henholdsvis Aarhus og København. Her inviteres medlemsorganisationer og andre interesserede ind i et uformelt rum, hvor erfaringer og fortællinger fra praksis kan komme til orde og udfolde sig i ro og mag. 

Et nyt format med plads til det komplekse

Idéen til Samtalesaloner opstod for Jacob Thorsen, rådgiver i CISU, under et kursus for et par år siden: 

- I en pause talte jeg med Anders Levinsen fra Cross Cultures Project Association (CCPA). Han delte en refleksion om, at projektidéer nogle gange skal tilpasses formater og skemaer. Det fik mig til at tænke over, hvordan vi også kan skabe rum til de erfaringer og perspektiver, der ikke altid passer ind i en fast struktur. For verden er kompleks, og det skal der også være plads til, siger Jacob Thorsen. 

Samtalesalonerne er netop tænkt som det rum. Et sted, hvor samtalen ikke er bundet af læringsmål, skemaer eller et fastlagt program, men får lov at bevæge sig frit. 

Caféstemning og mulighed for at tænke højt

For at understrege formen foregår salonerne på caféer: Café Globen i København og Café Mellemfolk i Aarhus. Her er der plads til fordybelse, nærvær og langsomhed. 

Man sidder i bløde stole med en kaffe, øl eller et glas vin, og rummet inviterer til refleksion og åbne spørgsmål. 

Sådan foregår en Samtalesalon

Aftenen er opdelt i to dele:

1. time: En samtale mellem to fagfolk

Jacob Thorsen taler med aftenens samtalepartner. I januar er det Anders Levinsen, som bringer flere årtiers erfaring fra udviklingsarbejde og et bogprojekt med sig. De udfolder aftenens tema: 

“Hvordan balancerer vi virkelighedens kompleksitet med krav om formater og skemaer i udviklingsarbejdet?” 

Samtalen føres uden stram agenda, så de vigtigste erfaringer og erkendelser kan få plads. 

2. time: En fælles samtale med deltagerne 

Den anden del af aftenen er åben. Her inviteres deltagerne til at stille spørgsmål, dele egne indsigter, reflektere sammen eller blot lytte. 

Formålet er at skabe en fælles samtale, hvor flere perspektiver kan mødes og berige hinanden. 

Hvorfor være med? 

Samtalesalonerne er for alle, der arbejder med  eller er nysgerrige på – global udvikling. Man behøver ikke forberede sig eller være ekspert. Det vigtigste er lysten til at indgå i en åben og undersøgende dialog. 

- Vi håber, at deltagerne går derfra endnu mere nysgerrige, end da de kom. Samtalerne skal give plads til nye lag og nye måder at forstå udviklingsarbejde på, siger Jacob Thorsen. 

Et format, der kan vokse 

Samtalesaloner lanceres som et eksperiment, men hvis der er opbakning, kan formatet videreudvikles både med nye temaer og nye samtalepartnere fra CISUs medlemsorganisationer. 

- Der er så mange spændende mennesker blandt vores medlemmer. Hvis Samtalesalonerne kan være en måde at bringe deres fortællinger frem på, så har vi ramt noget vigtigt, siger Jacob Thorsen.


Tilmeld dig Samtalesalonerne:

20. januar i Aarhus

22. januar i København