Herunder kan du lytte til podcasten i din browser og læse en artikel om emnet.
Alliancer, progression og relevans i udviklingssamarbejdet
Kim Jensen: Hvad er du optaget af for tiden?
Toke Nyborg: Jeg er netop kommet hjem fra en rundrejse i Sydamerika, hvor jeg har besøgt vores alliancepartnere, lagt planer for næste år og drøftet elementer til vores nye rammestrategi. Vi er i gang med en intern planlægningsproces, hvor vi arbejder med strategi for 2026 og forbereder strategiseminar i sekretariatet. Det er en periode med store tanker og prioriteringer.
Kim Jensen: Lisbet Fich spurgte til jeres erfaringer med alliancer. Hvordan arbejder I med det?
Toke Nyborg: Vi har rigtig gode erfaringer. Allerede som projektorganisation besluttede vi, at samarbejdet skulle løftes op på et mere strategisk niveau. Det førte til etableringen af SAFCA alliancen for fire år siden. Alliancen samler partnerorganisationer om skovbevarelse med fælles mål, vidensdeling, dataindsamling og fælles fremstød globalt. Den gør også fundraising lettere, fordi mange større bevillinger kræver samarbejde på tværs af landegrænser. Vi har faste styregruppemøder, årlige workshops for både ledelse og tekniske teams og tværgående taskforces. Det betyder, at vi som mindre organisation får adgang til en bredere pulje af kompetencer, blandt andet inden for kommunikation og visuelle medier.
Kim Jensen: I arbejder også på en alliancefond. Hvad skal den kunne?
Toke Nyborg: Tanken er at styrke robustheden i alliancen. Bevillinger svinger, og vi har brug for at kunne reagere hurtigt på uforudsete hændelser som tørke og skovbrande. En fælles fond kan sikre handlingsrum på tværs af partnerne og gøre alliancen mindre sårbar. Samtidig gør det samarbejdet stærkere, fordi det bliver sværere for donorer at splitte organisationerne i nord og syd. Vi arbejder som en samlet enhed.
Kim Jensen: Hvad er CISU, set fra din stol?
Toke Nyborg: Jeg ser CISU som en organisation med to centrale formål. Det ene er at styrke danske civilsamfundsorganisationers kapacitet gennem rådgivning, kurser og læringsmiljøer. Det andet er at forvalte midler til civilsamfundsudvikling i globalt syd gennem puljer og programmer. De to spor er grundlæggende forskellige, men begge meget værdifulde for sektoren.
Kim Jensen: Og hvad er formålet med CISUs arbejde?
Toke Nyborg: At gøre danske organisationer bedre i stand til at levere udviklingssamarbejde og samtidig at sikre, at midlerne forvaltes professionelt og transparent. Sekretariatet rummer fagligheder, der dækker begge områder, og det er en væsentlig del af værdien for os som medlemmer. Samtidig ligger der en iboende spænding mellem medlemsdemokrati og forvaltningsopgaver. Det er vigtigt at være opmærksom på den balance.
Kim Jensen: Hvad bør CISU gøre i de kommende år?
Toke Nyborg: Jeg mener, at CISU sammen med Udenrigsministeriet bør arbejde for at genetablere en progression mellem CSP og de større programmodaliteter. I dag er springet så stort, at det i praksis blokerer for udvikling. Muligheden for konsortiedannelse er positiv, men der mangler en realistisk mellemform. Ellers stiger antallet af puljebrugere uden en vej videre for de organisationer, der udvikler sig fagligt og finansielt. Det svækker både kvalitet og langsigtet bæredygtighed. Der findes mekanismer som krav om medfinansiering eller større vægt på den katalytiske effekt, men grundlæggende bør der tænkes i en mere glidende trappe.
Kim Jensen: Hvad må CISU ikke holde op med?
Toke Nyborg: Der er tre ting. For det første CISUs grundlæggende positive tilgang. Man får virkelig indtryk af, at sekretariatet ønsker, at det går medlemmerne godt. For det andet fleksibiliteten i forvaltningen af bevillingerne. Den giver strategisk råderum både for os og vores partnere. Og for det tredje fairness. Det er min klare opfattelse, at CISU værner om en retfærdig praksis i både tilsagnsorientering og forvaltningsprocesser, så ingen grupper kan løbe med bestemte dagsordener. Det er afgørende for tilliden i sektoren.
Kim Jensen: Hvad vil du spørge den næste deltager i stafetten om?
Toke Nyborg: Jeg vil gerne spørge, hvordan vi som organisationer i det globale nord kan retfærdiggøre og tydeliggøre vores relevans i en tid, hvor sydlige organisationer selv har adgang til finansiering og kapacitet til at forvalte midler direkte. Flere fonde ønsker at gå uden om nordlige NGO’er, og 'global majority' organisationer forventer større strategisk merværdi fra os. Så spørgsmålet er, hvilken rolle vi skal spille, og hvordan den værdi formuleres klart.
Om Strategi stafetten
Strategi stafetten er en del af CISUs podcast Mellem Ørerne. Serien samler stemmer fra CISUs bagland i arbejdet med organisationens nye strategi.
Find flere afsnit i Strategistafetten og læs mere om udviklingen af CISUs strategi 2026-2030 på strategisiden.