Herunder kan du lytte til podcasten i din browser og læse en artikel om arrangementet
Solidaritet i en usikker verden
Ved Folkemødet 2025 samlede Operation Dagsværk et panel bestående af Jökull Logi (Bestyrelsesmedlem Operation Dagsværk), Carl Emil Grum-Nymann (Den Grønne Ungdomsbevægelse), Kirsten Larsen (Journalist, Globalnyt), Eline Thor Eliassen (Ungdomsambassadør, Plan Børnefonden) og Rune Møller Stahl (Senioranalytiker, Oxfam Danmark) for at debattere betydningen af global solidaritet, FN’s rolle og fremtiden for internationalt samarbejde.
Panelet udtrykte både anerkendelse og kritik af FN’s kapacitet til at håndtere verdensomspændende konflikter og kriser. FN's håndtering af Palæstina-konflikten blev fremhævet som eksempel på organisationens udfordringer, hvor især Kirsten Larsen understregede en skuffelse over FN-medlemslandenes og ledelsens manglende mod og handling. Rune Møller Stahl tilføjede, at FN, trods sine fejl, stadig er det bedste eksisterende globale forum, selvom det ofte mangler reel magt.
Aktivisme blev fremhævet som en nødvendig del af løsningen. Panelet understregede, at folkeligt pres og græsrodsbevægelser spiller en vigtig rolle, når institutionelle løsninger fejler eller går i stå. Carl Emil Grum-Nymann fremhævede især betydningen af solidaritet i klimakampen, mens Eline Thor Eliassen pegede på nødvendigheden af, at især lande med ressourcer som Danmark tager et større globalt ansvar.
Deltagerne var enige om, at håbet findes i handlingen og i de fællesskaber, der aktivt kæmper for forandring. De opfordrede unge til at engagere sig kontinuerligt, deltage i fællesskaber og arbejde for en mere retfærdig verden, på trods af vedvarende udfordringer.
Panelet konkluderede, at solidaritet kræver både empati og handling på tværs af generationer og landegrænser, og at kampen for global retfærdighed fortsat er nødvendig og relevant.