Herunder kan du lytte til podcasten i din browser og læse en artikel om arrangementet
Hvem gavner EU’s frihandelsaftaler egentlig?
EU’s nye frihandelsaftaler, herunder den meget omtalte Mercosur-aftale med Sydamerika, deler vandene. Mens nogle sektorer og lande står til at vinde stort, peger eksperter på markante tabere både inden for EU og i det globale syd.
Ved en debat arrangeret af Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO) diskuterede Alfred Arnborg fra Tænketanken Europa og Caroline Bertram fra University of Cambridge, hvordan EU's handelsaftaler kan påvirke økonomi, miljø og samfund både positivt og negativt.
- Vi ser ofte aftaler, hvor EU får bedre vilkår for at eksportere højteknologiske produkter som biler til det globale syd, mens unionen samtidig åbner op for øget import af landbrugsvarer, forklarede Alfred Arnborg.
Den dynamik skaber interne konflikter i EU, især mellem stærke industrilande som Tyskland og lande med store landbrugsinteresser som Frankrig.
Caroline Bertram fremhævede miljøudfordringerne:
- International handel er grundlæggende skadelig for klimaet, hvis ikke der fokuseres specifikt på klima- og miljøvenlige produkter som solceller eller vindmøller.
Hun understregede samtidig:
- EU's forsøg på at integrere bæredygtighedsklausuler i handelsaftaler er kontroversielle og opfattes af nogle som en form for norm-eksport, der kan overse lokale forhold i handelspartnerlandene.
Mercosur-aftalen, der inkluderer Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, kritiseres især af miljøorganisationer, der frygter øget afskovning og svækket miljøregulering. Selvom aftalen indeholder bindende krav til miljøbeskyttelse, er spørgsmålet om håndhævelse centralt.
- Der er bindende elementer, men det store spørgsmål er, hvordan de kan håndhæves effektivt, sagde Caroline Bertram.
Debatten rejste også spørgsmålet om EU kan opretholde høje miljøstandarder, mens store konkurrenter som USA og Kina ikke følger samme linje. Alfred Arnborg så potentiale i EU’s lederskab på klimaområdet, men anerkendte udfordringerne.
Debatten efterlod ingen tvivl om kompleksiteten i frihandelsaftaler, hvor kortsigtede økonomiske gevinster og langsigtede miljømæssige konsekvenser skal balanceres.
Panelet opfordrede til øget offentlig debat og en bredere forståelse for, hvordan EU's handelspolitik i sidste ende former både Europas og det globale syds fremtid.