Herunder kan du lytte til podcasten i din browser og læse en artikel om arrangementet
Rekordstor opbakning skaber paradoksalt pres hos CISU
Engagementet er der, midlerne er flere end før – men presset kræver fælles handling og stærk kommunikation, hvis succesen skal sikres fremover.
Civilsamfundets engagement i global udvikling har aldrig været større, og det samme gælder den økonomiske opbakning fra staten. Alligevel oplever CISU – Civilsamfund i Udvikling et rekordhøjt pres, fordi efterspørgslen på midler overstiger, hvad der kan uddeles. Det fortæller sekretariatsleder Jeef Bech i en ny sommer-podcast fra organisationen.
- Der har aldrig været så mange midler i puljerne, som der er nu. Samtidig har der heller aldrig været så mange organisationer, der sammen med deres partnere søger om penge til aktiviteter ude i verden, siger Jeef Bech.
Han understreger, at det i princippet er en positiv situation, fordi det viser en stærk folkelig opbakning og et voksende dansk engagement i global udvikling. Problemet opstår, fordi det samlede behov langt overstiger, hvad CISU kan dække.
Frustrerende afslag med store konsekvenser
Når efterspørgslen på midler bliver så høj, fører det til flere afslag på gode ansøgninger end nogensinde før. Ifølge Jeef Bech falder cirka en tredjedel af ansøgningerne i kategorien "rigtig gode", men de bliver alligevel afvist, fordi pengene ikke rækker.
- Det skaber stor skuffelse, både hos organisationerne i Danmark og deres samarbejdspartnere i det globale syd. Utrolig meget tid, energi og ressourcer bruges på at udarbejde ansøgninger, som ikke ender med støtte. Det betyder, at gode indsatser og nødvendige forandringer går tabt, forklarer Jeef Bech.
Der er et stort pres på tværs af CISUs støtteformer. Situationen har ført til drastiske tiltag fra CISU, der blandt andet har været nødt til at aflyse en ansøgningsrunde til mindre og mellemstore projekter, reduceret antallet af mellemprogrammer og lægge loft over, hvor mange ansøgninger til små programmer, der kan sendes til behandling. Vi har således ikke for enkelte støtteformer – men på tværs af dem måtte indføre tiltag, fortsætter Jeef Bech. Dette betyder, at der ikke er en særlig type af indsatser, der har holdt for, men at konsekvenserne fra den stor søgning er spredt ud, fortsætter Jeef Bech.
Desuden begrænses det formentlig fremover, hvor mange ansøgninger organisationerne samlet set kan indsende.
Et stærkt håb for fremtiden
Midt i frustrationerne understreger Jeef Bech, at der også er håb. Støtte til CISU er nemlig skrevet ind som overslag i Finansloven for de kommende fire år – i alt 850 millioner kroner frem mod 2029.
- Det er vigtigt at huske, at i en tid hvor verden er i opbrud, og hvor mange andre rammes af nedskæringer her og nu, så er det lykkes os at skabe et godt fundament at bygge videre på. Dette er lykkes, fordi vi har kunnet overbevise beslutningstagere om vigtigheden af CISUs medlemsorganisationers arbejde med både at skabe resultater i det globale Syd og sikre bred folkeligt engagement i Danmark. Vi har fat i noget vigtigt. Danmark spiller fortsat en central rolle i en tid, hvor mange andre lande skærer ned på udviklingsbistanden, siger han. Heri ligger et stort håb for den fremtidige udvikling.
For at dette håb skal blive til virkelighed, ved at midler også i fremtiden bliver tilgængelige, opfordrer Bech til, at organisationerne står sammen og bliver endnu bedre til at fortælle om resultaterne af deres arbejde – både i form af resultater i det globale syd og som arbejde for global forståelse og engagement i Danmark. Dette kræver også, at organisationerne bliver afklarede på, hvilke resultater de arbejder for ude, og hvilke engagementsindsatser de vil arbejde med herhjemme
- Vi skal blive bedre til at fortælle historierne – både lokalt og nationalt. Det styrker vores muligheder for at fastholde og måske endda øge støtten, siger Jeef Bech.