11.11.2026
Naboskabspuljen Nyheder

30 mio. kr. til civilsamfundet i naboskabsregionen på vej på finansloven

30 mio. kr. til civilsamfundsindsatser i Ukraine og EU's østlige naboskabsregion. Det er regeringens forslag i finanslovsforslaget for 2027, hvor midlerne er øremærket et særskilt vindue under CISUs civilsamfundspulje.

Siden 2023 har CISU haft en særskilt bevilling til arbejdet i EU's østlige naboskabsregion gennem Naboskabspuljen. Med finanslovsforslaget for 2027 lægger regeringen nu op til at afsætte 30 mio. kr. til projekter og aktiviteter i Ukraine og de øvrige lande i regionen.

Det vækker stolthed hos CISU. For bevillingen er også en anerkendelse af det arbejde, som medlemsorganisationer, lokale partnere og civilsamfundsaktører gennem årene har lagt i regionen.

Sammen har de været med til at styrke lokale organisationer, skabe nye partnerskaber og understøtte civilsamfundets muligheder for at skabe forandringer, også med svære vilkår.

Finanslovsforslaget skal nu behandles i Folketinget. Hvis det vedtages, vil de 30 mio. kr. være med til at sikre fortsat støtte til civilsamfundets arbejde i regionen i 2027.