17.09.2025
Nyheder Civilsamfundspuljen

Brugermøder om adgangen til Civilsamfundspuljen

CISU indkalder til brugermøder for at lytte til input om adgangen til Civilsamfundspuljen.

Foto: Kim Jensen, CISU

De nye retningslinjer på Civilsamfundspuljen (CSP) har nu været i brug i et lille år, og der er søgt om både projekter og programmer i stor stil. 

- CISUs mange brugere af CSP investerer mange ressourcer i at skrive mange og højt kvalificerede ansøgninger, men mange af disse investeringer går desværre forgæves, fortæller rådgiver Theis Dencker. 

- Når de får et støtteværdigt afslag, koster det dyrt og svækker engagementet i både de danske foreninger og hos sydpartnerne, siger han. 

At håndtere den stigende ansøgningsmængde til projekter og programmer er ligeledes overvældende for CISU, og CISU har i løbet af året iværksat forskellige midlertidige tiltag for at kunne håndtere det store ansøgningspres. 

For at sikre en hensigtsmæssig mængde ansøgninger til de enkelte støtteformer fremadrettet, er CISU nu i gang med at finde en længerevarende model for adgangen til at søge projekter og programmer under CSP. 

- Brugerne af CSP vil blive inviteret med i denne proces gennem to arrangementer, og vi ser frem til en konstruktiv dialog, siger Theis Dencker. 

For deltagerne på Højskolen vil der allerede der være mulighed for at drøfte forskellige greb til at justere adgangen til støtteformerne.

Derudover inviteres der til et online brugermøde den 22. oktober kl. 15-17, hvor der kan gives inputs til, hvordan adgangskravene konkret kunne se ud. 

Tilmelding til mødet kan ske her