19.09.2025
Nyheder

CISUs sekretariatsleder stopper et godt sted

Efter mere end et årti i spidsen for CISU har Jeef Bech valgt at stoppe som sekretariatsleder. Beslutningen er ikke taget fra den ene dag til den anden – men med omtanke, timing og blik for CISUs langsigtede styrke.

Efter mere end et årti i spidsen for CISU har Jeef Bech valgt at stoppe som sekretariatsleder. Beslutningen er ikke taget fra den ene dag til den anden – men med omtanke, timing og blik for CISUs langsigtede styrke.

- Det er vigtigt for mig, at CISU står et godt sted, før jeg stopper, siger han og afslører, at han, efter at have arbejdet på det i flere år, er kommet frem til, at netop nu vil være et godt tidspunkt.

For fem år siden stod CISU i en meget presset situation. En stor del af CISUs puljer ville udløbe med udgangen af 2020.

- Det ville have ramt vores medlemsorganisationer hårdt, samtidig med at en tredjedel af de ansatte stod til at blive opsagt, siger han.

- Det måtte vi gøre noget ved. Derfor satte jeg fokus på at udvikle CISU ud fra fire dimensioner:  Gennem Reorganisering at forbedre CISUs Relationer, Relevans og Ressourcer, siger han og påpeger, at CISU står et helt andet og meget bedre sted. 

- For eksempel kan jeg med hensyn til ressourcer notere mig, at vi i en ellers udfordrende tid siden sommeren 2020, udover vores grundbevilling, er lykkes med at skaffe ekstra 900 millioner kroner til vores medlemsorganisationer – senest med en stigning på 32,5 millioner kroner i 2026-finanslovsforslaget. [link]  

- Samtidig er det lykkes os for perioden 2026-2030 at få over en milliard kroner afsat i kontrakter og på finanslove, siger Jeef Bech.

Han påpeger, at en række medlemsundersøgelser og interne undersøgelser i sekretariatet samtidig viser høj tilfredshed. 

- Samlet betyder det, at vi nu har et styrket fundament – også for de kommende år, siger Jeef Bech. 

CISU står over for at lave en ny strategi for 2026-2030.  Det styrker muligheden, mener han.

- Jeg mener, at de folk, der skal gennemføre den nye strategi, også er dem, der skal udforme den. For mig var det derfor et valg om at fortsætte fem år mere eller stoppe. Og jeg mener timingen er rigtig nu til at sende lederdepechen videre i en tid, hvor vi står stærkt, så andre har et godt fundament at arbejde ud fra, siger han.  

CISU – vigtigere end nogensinde

Selvom Jeef Bech mener, at CISU står det rigtige sted, betyder det ikke, at resten af verden står et ubetinget godt sted, og det styrker nødvendigheden af CISU.

- Vi ser lige nu nogle meget bekymrende tendenser omkring os, siger Jeef Bech.

- Den internationale retsorden er under pres, internationale aftaler brydes, udviklingsmidler beskæres og usikkerheden i det globale syd breder sig.  Vi har i CISU med vores midler en særlig position med et særligt ansvar, siger han.

Jeef Bech påpeger CISUs 300 medlemsorganisationer og deres mange frivillige.

- De er en fantastisk muskel til herhjemme at gøre danskeres globale engagement til en folkesag. Samtidig sikrer medlemsorganisationerne sammen med deres partnere gennem indsatser finansieret af CISUs puljemidler en stor forskel i det globale syd.  Både ved at sikre rettigheder for udsatte grupper og fremme demokrati gennem udviklingsindsatser og skabe livsredende resultater for udsatte grupper gennem nødhjælpsarbejde, siger han.

 Lederskifte – som understøtter CISUs fortsatte arbejde

For såvel Jeef Bech som bestyrelsen er det er vigtigt, at CISUs fremadrettede arbejde understøttes af, at ledelsesansvaret sendes videre på en god og konstruktiv måde. Der er derfor lavet en aftale mellem CISUs bestyrelse og Jeef Bech, så han vil fortsætte indtil en ny leder kan tage over, samt at han efterfølgende vil stå til rådighed for tilkald fra bestyrelse eller ledelse.

Selv om beslutningen om at stoppe helt og holdent er Jeef Bechs egen og føles rigtig, er han også klar over de personlige tab beslutningen medfører.

- Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at savne det kæmpe engagement, jeg dagligt møder fra vores medlemsorganisationer, og den smittende glæde de udstråler for de sager, de arbejder for, siger han. - Og jeg kommer til at savne den fantastiske energi og det dybe faglige ansvar, jeg dagligt møder hos mine kollegaer. Det er gnisten fra vores medlemsorganisationer og ildhuen hos mine kollegaer, der ikke blot gør hver dag spændende, men også en forskel for mange folk ude i verden, siger Jeef Bech.

Han understreger, at han ikke er færdig med verden og udvikling, men ser frem til nye perspektiver.

-Jeg kan mærke, at der er noget større på spil, nemlig tendenser til at civilsamfundets måde at tænke og arbejde på sigt er i opbrud, siger han og afslører lidt af tankerne om fremtiden.

-  Ud fra de sidste mange års organisatoriske arbejde vil jeg fremover arbejde mere fagligt med analyser og tematikker, der kan belyse de systemiske forandringer, civilsamfundet står overfor, siger han.