20.04.2026
Årsrapport Fortællinger om forandring OpEn - Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje

Barnevognsmarcher sætter global mødredødelighed på dagsordenen

Hver dag dør mere end 712 kvinder på grund af graviditet eller fødsel på verdensplan. Det er en overset katastrofe, som Sex & Samfund og mødrenetværket MaMaMesh forsøger at sætte fokus på gennem årlige barnevognsmarcher på mors dag. Målet er at engagere forældre og lokalsamfund i en sag, mange ellers ikke møder i hverdagen.

Foto: Sahel Hamdam

Caroline Matthiassen på 34 år bor i Jyllinge ved Roskilde. Hun har været en del af MaMaMesh i mange år og var med til at starte netværket op i Roskilde. MaMaMesh forbinder mødre lokalt og skaber fællesskaber i byer og lokalområder. 

- Jeg ville gerne sætte flere lokale initiativer i gang i Jyllinge, og barnevognsmarchen var oplagt. Jeg kontaktede MaMaMesh for at høre, hvordan man kunne gøre det, fortæller Caroline Matthiassen. 

Lokalt engagement gør det muligt at være med 
Barnevognsmarchen blev for Caroline både en mulighed for at samle folk om en sag og for at styrke det lokale fællesskab. 

- Det gav mening for mig at gøre det lokalt. Jeg kunne invitere folk fra min omgangskreds, min mødregruppe og babycafeen. Jeg var ny i byen, så det var også en måde at møde andre på, siger hun. 

 

Engagement hos en svær målgruppe 


Sex & Samfund peger på, at det at nå netop denne målgruppe, er noget, de er meget stolte af. Forældre i småbørnsårene kan have lyst til at engagere sig frivillig, men har ikke altid tid og overskud til at engagere sig.  

- Vi har fundet en meningsfuld måde at engagere en målgruppe, som ofte har meget lidt luft i hverdagen, fortæller Kasper Hadberg Skov, engagements- og mobiliseringschef i Sex & Samfund. 

Han peger på, at formen gør det lettere at deltage, fordi barnevognen ikke bliver en barriere, men en del af aktiviteten. 
- Det bliver en styrke at møde op med børn. Deltagerne er troværdige afsendere, fordi de selv står midt i forældreskabet, siger han. 

Ideen er inspireret af Sex & Samfunds søsterorganisation i Sverige, RFSU - Riksförbundet för sexuell upplysning. Forskellen mellem Sverige og Danmark er, at man i Danmark har valgt at gøre det lidt mindre politisk for at få flere til at deltage og stadigvæk lære noget og tage stilling. Med denne model lykkedes det i høj grad Sex og Samfund at nå ud til borgere i Danmark, der ikke i forvejen har stor interesse eller mulighed for at engagere sig omkring udviklingsproblematikker globalt. 
Sex & Samfund har gennemført barnevognsmarcher i Danmark siden 2022. 

 

Solidaritet mellem mødre og familier 


I Jyllinge arrangerede Caroline Matthiassen barnevognsmarchen sammen med to andre frivillige. Gruppen fik engageret lokalsamfundet til at bidrage til dagen med underholdning, juice og præmier til en lodtrækning. Sex & Samfund og MaMaMesh støttede de lokale arrangører med hjælp til at promovere marchen og med materiale og baggrundsviden til at formidle formålet. 

- Vi gjorde meget ud af at sige, at vi gerne ville have så mange med som muligt for at gå for andre mødre ude i verden. 

Hvert år har Sex & Samfund fået en virksomhedssponsor til at blive en del af dagen. Sponsoren har doneret 100 kr. per deltager i barnevognsmarchen til Sex & Samfunds arbejde med seksuelle og reproduktiv sundhed og rettigheder i fx Kenya og Uganda.  

At der blev doneret penge til at støtte formålet, var også med til at motivere mange til at deltage, fortæller Caroline Matthiassen.  

- Det gav marchen en ekstra mening, fortæller Caroline Matthiassen. 

Efter marchen oplevede hun, at flere deltagere havde fået ny viden med hjem. 

- Folk blev opmærksomme på, at vi ikke kun gør det for os selv. Vi kan mødes her og støtte nogen, der har det sværere. Det virkede til, at den pointe gik igennem, siger hun.

- Mange kom bagefter og takkede og sagde, at det var et vigtigt formål. Nogle spurgte også ind på dagen, og det var virkelig positivt, fortæller Caroline Matthiassen. 

 

Fællesskab som fundament 


En anden del af succesen er, at marcherne planlægges lokalt. I 2025 var der frivilliggrupper i 10 byer, som tilpassede arrangementet til lokale forhold. I Jyllinge deltog omkring 60 personer og på landsplan deltog 1.005 personer fordelt på 10 byer.   


- Det, der tiltrak mig, var fællesskabet. At kunne mødes med nogen, der var samme sted i livet. Bagefter kunne vi genkende hinanden i byen. Vi havde været fælles om noget,  fortæller Caroline Matthiassen. 

Caroline Matthiassen oplevede også, at marcherne samler flere generationer. 

- det er ikke kun mødre og fædre. Bedsteforældre tager også deres børnebørn med. Det bliver en fælles måde at vise solidaritet på.

 

For Sex & Samfund handler det om, at mødre kan være stærke og troværdige afsendere i en sag, der ellers er svær at få opmærksomhed på. 

- Mødre kan genkende sårbarheden ved graviditet og fødsel – og netop derfor giver solidariteten med mødre, der ikke har samme tryghed, mening, fortæller Kasper Hadberg Skov. 

For Sex & Samfund og MaMaMesh er ambitionen, at barnevognsmarchen på sigt bliver en landsdækkende familietradition på mors dag. 

 

Om bevillingen

LOKATION: Danmark
PARTNERE: Sex og Samfund og MaMaMesh
TITEL:  Barnevognsmarch:Barnevognsmarch: Gå for verdens mødre på mors dag 2025/2026 // Gå for verdens mødre! Barnevognsmarcher på mors dag 2024
Bevilling: 1.498.642 DKK // 199.362 DKK

Se bevillingsoversigt for 2025