Digitale svindlere bliver hele tiden dygtigere til at målrette angreb mod organisationer og virksomheder, og konsekvenserne ved at ende som hacker-offer kan være store.
Derfor er det vigtigt med viden om for eksempel faresignaler og risici, så medarbejdere og ledere i organisationerne kan stille de rigtige spørgsmål internt og eksternt, når de arbejder med den digitale sikkerhed.
Torsdag den 4. juni klokken 16 afholder CISU et webinar for medlemsorganisationer og bevillingshavere under overskriften: Når truslen bliver digital.
Her vil Nicolai Søndergaard Mikkelsen, seniorspecialist i Risk Management i Jyske Bank, fortælle om cyber-trusler og klæde deltagerne bedre på til at håndtere de udfordringer og spørgsmål, der melder sig i kampen mod digital svindel.
På trods af emnets kompleksitet vil webinaret tage udgangspunkt i enkle forklaringer, så indholdet nemt kan tages med videre og bruges.