18.04.2026
Generalforsamling Nyheder

Det Danske Hus i Palæstina modtager CISUs initiativpris 2026

På CISUs generalforsamling den 18. april uddelte CISU årets initiativpris, der i 2026 går til Det Danske Hus i Palæstina.

Bestyrelsesmedlem Morten Nielsen, Global Aktion, overrakte prisen til Bilal Al-Issa, der modtog prisen på vegne af Støtteforeningen for Det Danske Hus i Palæstina.

-  Det er en uhørt glæde at præsentere årets initiativpris til en organisation, der har gjort en særlig indsats igennem lang tid i et af verdens brændpunkter. De bruger solidaritet til at skabe opmærksomhed om et sted, hvor vi stiller spørgsmål ved konventioner, rettigheder og selve det at være menneske, lød det.

Med prisen følger 25.000 kroner og en statuette udformet af Jens Galschiøt. Det er den sidste af en række statuetter, der i sin tid blev lavet af kunstneren.

- Statuetterne blev lavet for at sætte fokus på udsyn, mangfoldighed og solidaritet. Derfor er det en glæde at give den til Det Danske Hus i Palæstina, der har besluttet sig for, at solidariteten skal starte lige midt i Palæstina. Jeg har ofte tænkt over, hvordan livet ville udfolde sig, hvis man var født i Palæstina eller, hvordan det er at være 18 år i Gaza. Det hjælper modtageren af CISUs initiativpris med at forstå, sagde Morten Nielsen.

 

En kulturel bro

En stolt Bilal Al-Issa modtog prisen på vegne af organisationen. 

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige to ting. Den første handler om, hvad der driver os. Da DHIP for første gang åbnede dørene til vores hus i Ramallah for over 15 år siden, var det med en ambition om at skabe kulturelle broer mellem Danmark og Palæstina. Det er stadig vores mission, og den er kun blevet vigtigere med tiden, sagde han.

 

- Men der er også noget, der er blevet tydeligt for os gennem årene: vores arbejde handler ikke længere kun om kultur. Det handler om kulturel overlevelse. Vi arbejder side om side med vores palæstinensiske partnere med et særligt fokus på børn og unge. Palæstinensiske børn og unge udgør cirka 60 % af befolkningen. De vokser op under en brutal militær besættelse, de lever i en virkelighed præget af ydmygelse og vold, og lever med en konstant usikkerhed. Og alligevel tegner de, skriver digte og spiller teater. De forestiller sig en anden fremtid, sagde han.

 

- Vores arbejde handler om at skabe de bedst mulige betingelser for dem. Ikke for at tale på deres vegne, men for at skabe muligheder for at deres stemmer kan høres, og at deres kreativitet kan blive et redskab til heling, resiliens og håb. Og det er vores uforbeholdne forpligtelse at stå sammen med dem, og med det palæstinensiske civilsamfund, som kæmper for en bedre fremtid i Palæstina.

Udvikling uden politisk kontrol

- Det andet, jeg vil sige, er tak. En oprigtig og inderlig tak til CISU. Vi er ikke stille med vores kritik af den måde, dansk udviklingsbistand alt for ofte bliver brugt som et instrument for politisk kontrol og udenrigspolitik. Det synes vi er et stort problem. Og netop derfor er vi så glade for CISU. I giver os rum til at lave et arbejde, som svarer på reelle palæstinensiske behov i stedet for donor-dagsordener. Den slags partnerskab, som bygger på tillid og fælles forståelse frem for kontrol, er uerstattelig. For at sige det helt enkelt: uden CISU ville meget af det, vi gør, simpelthen ikke være muligt, sagde Bilal Al-Issa.

- Derfor vil jeg gerne sige tak. Vi tager denne pris med os, til børnene i teltlejrene, til den palæstinensiske kultursektor, til fællesskaberne, der nægter at dø, selv efter et folkemord.

Det Danske Hus i Palæstina er indstillet til CISUs initiativpris af Nina Storgaard Albertsen,  Dreamtown med følgende ordlyd:

Det Danske Hus i Palæstina viser et helt særligt initiativ og modstandsdygtighed. Det har de gjort de sidste to år under folkemordet i Gaza. Et initiativ for at lede med integritet, med værdighed, med respekt og med ligeværd og solidaritet over for sine partnere. En kæmpe inspiration, der bør være et forbillede for os alle i disse tider.

Det Danske Hus går langt ud over det forventelige i deres arbejde, som dagligt begrænses af besættelsen, som påvirker projekter, drift, personlige forhold, engagement, sisyfosarbejde, modstand og sikkerhed. Det er ekstremt inspirerende i en tid, hvor alle rettigheder er til forhandling, at nogle går foran og holder kompromisløs fast i deres integritet og deres forpligtelse til at støtte mennesker, der lever i helt umulige, uretfærdige og urimelige kontekster - også selvom det ikke er le tog det koster både personligt og fagligt.

Samtidig er modet til at blive ved med at stable nye partnerskaber på benene imponeret taget den nuværende situation i betragtning. Det Danske Hus i Palæstina fortjener den her pris, fordi et minuts medvind i en kæmpe storm af modvind er afgørende for, at de får den anerkendelse, de fortjener.