-Hallo, hej- Kan du høre mig? 

John Gallawas billede fryser et øjeblik på skærmen. Internetforbindelsen fra Singida driller lidt, og hans stemme kommer hakkende igennem. 

Så er han der igen. 

John Gallawa, som er projektleder for International Aid Services (IAS) Danmarks projekt Inkluderende-uddannelse i Singida Tanzania, sidder på sit kontor i Tanzania og fortæller om Josephine Focus. Da han stod foran Josephine Focus’ hus for første gang, gik hun rundt inde i huset. Hun gemte sig derinde. Hun levede hele sit liv i skjul, og mødte aldrig andre mennesker end hendes egen familie.  

Dronning af skolen 

Josephine Focus er født med en fysisk funktionsnedsættelse, og hendes forældre troede ikke, at hun kunne lære noget, eller ville have det godt i skolen. John Gallawa forklarer, 

-Forældrene tænkte at skolen kun var for børn uden handicap.  

Men i dag er Josephine Focus elev på Mongar Secondary School. I primary school blev hun valgt som elevrådsrepræsentant, og hun ligger blandt de bedste elever. Nu går hun i secondary school, hvor hun kører med klatten og drømmer om at blive læge.  

En cykel har gjort det muligt for hende at komme til og fra skole hver dag. John Gallawa fortæller, at skolen lå et stykke fra hjemmet, og derfor blev der købt en særlig cykel til Josephine Focus. John Gallawa siger grinende, 
 
-Hun er virkelig så glad. Skolederen siger, at hun er lidt som en dronning på skolen, fordi de andre elever gerne vil hænge ud med hende og se hendes cykel.   

For John Gallawa er hendes historie et eksempel på, hvad der kan ske, når et barn får mulighed for at gå i skole. Men Josephine Focus er langt fra det eneste barn, der kæmper med adgang til skolen. 

Forbandet af Gud 

John Gallawa har gennem flere år arbejdet sammen med IAS Danmark for at få børn med handicap i skole og ind i fællesskabet. HOPErunners bruger løb som en måde at engagere mennesker i Danmark og samtidig skabe konkrete muligheder for børnene i Tanzania.

Arbejdet foregår altså konkret to steder i verden. I Danmark løber unge for sagen, samler deres netværk og får indblik i livet for børn med handicap i Tanzania. I Tanzania går pengene og engagementet blandt andet til hjælpemidler, der kan gøre det muligt for børn at komme i skole. Samtidig arbejder John Gallawa og hans kolleger med at udfordre de forestillinger om handicap, der kan holde børn i skjul, og med at fortælle om børnenes ret til skole og fællesskab.

Selve arbejdet har meget handlet om at tale med forældre, lærere, lokalsamfund og myndigheder om børnenes ret til uddannelse. For nogle familier har det også krævet helt konkrete redskaber, fordi barnet simpelthen mangler en kørestol, en handicapcykel eller bare et par briller. 

John Gallawa fortæller, at nogle børn bliver holdt hjemme, fordi deres forældre ikke ser dem som børn, der kan gå i skole. Josephine Focus var et af de børn. 

– Når man ser mennesker med handicap, skal man ikke tænke, at det skyldes en bestemt synd. Det handler slet ikke om det.  

John Gallawas arbejde handler derfor ikke kun om at få et barn ind skolens tunge dør. Det handler også om at ændre den måde, barnet bliver set på.  
- Forældres og lokalsamfunds holdninger er begyndt at ændre sig. I dag sender flere forældre deres børn med handicap i skole, og lærere, der er blevet trænet, er bedre i stand til at fastholde børnene i skolen. 

Men der hersker stadig mange forestillinger om, at handicap kan skyldes onde ånder og hekseri, at familien ikke har fulgt bestemte traditioner eller en decideret forbandelse af gud viser en rapport fra UNICEF. Det kan føre til eksklusion og marginalisering, især i områder med mindre moderne viden om handicap. 

Netop derfor var Josephine Focus’ familie tilbageholdende med at sende hende i skole. Da John Gallawa og de andre involverede begyndte at tale med familien, tog de initiativ til at sende hende i skole. 

– Min familie troede på mig uanset hvad. Så da jeg blev fundet af IAS, fik jeg muligheden for at starte i skole. 

Fra Tanzania til Mariager 

Det er historier som Josephine Focus’, der ligger bag HOPErunners. For projektet foregår ikke kun i Tanzania. Nyligst I Danmark har omkring 300 unge på en sommerhøjskole i Mariager mødt fortællinger om børn og unge med handicap i Tanzania. De har løbet for børnene og samlet penge ind gennem deres egne netværk, og så har de set videoer fra Tanzania og mødt børnenes egne historier om, hvordan det er at leve med et handicap i et samfund, hvor man ikke må gå i skole eller har de nødvendige hjælpemidler. På skærmen er Josephine Focus og de andre børn nemlig ikke bare børn med et handicap. De er elever og døtre og sønner. De er børn med venner og drømme om fremtiden. 

For Engagementsleder Christoffer Wilki-Kurtzhals fra HOPErunners/IAS er netop det også en vigtig del af arbejdet. 

– Hjertet bag Hope Runners er jo ligesom at bruge den her dagligdags aktivitet som et afsæt for at engagere mennesker i sagen og de mennesker det handler om.  

I Danmark har løbere blandt andet samlet sponsorer i deres egne netværk. I år havde 100 løbere i gennemsnit fem sponsorer hver, som støttede med 27 kroner per kilometer. Tilsammen samlede de 88.000 kroner ind til børnene. 

Det betyder, at engagementet ikke stopper, når løbeskoene bliver taget af. Når et ungt menneske i Danmark fortæller venner, familie eller kollegaer, hvorfor han eller hun løber, bliver flere mennesker samtidig introduceret til historien om børn med handicap i Tanzania. 

Når man løber for HOPErunners, kan man som løber også se, hvad ens kilometer konkret giver børnene i Singida, Tanzania: et høreapparat, briller, en tilpasset cykel eller en kørestol.  

Adelina Peters har et bevægelseshandicap og kunne tidligere ikke komme ud af sit hjem. Hun har fået en kørestol gennem HOPErunners.  

-Jeg var inde i huset hele tiden og kunne ikke bevæge mig. Men nu hvor jeg har en kørestol kan jeg bevæge mig rundt og lave mine ting.  
 
Hendes kørestol gør det muligt for hende at komme udenfor, at arbejde og at være ude med sine venner. Nu er hun uddannet skrædder og kan forsørge sig selv.  

Nogle gange bliver oplysningen derfor også til mere end en enkelt løbetur. Christoffer Wilki-Kurtzhals fortæller om unge, der efterfølgende har fortsat deres engagement, heriblandt unge mennesker, der senere rejser til Tanzania, møder børnene og fortæller om deres oplevelser og er med i planlægningen af nye aktiviteter. 
 
- For nogle bliver mødet med mennesker i Tanzania noget, der gør så stort et indtryk, at de tager engagementet et skridt videre og bliver frivillige og engagerede hos os.

Lokalt løb i Tanzania 

I Singida arbejder John Gallawa videre med den samme idé om at forandringen vokser, når flere mennesker bliver involveret. Så da HOPErunners for nylig afholdt et lokalt løb i Tanzania, blev lokalsamfundet samlet omkring sport og oplysning om børn med handicap.

Elever deltog, familier kom for at se med, myndighedspersoner blev inviteret, og lokale medier dækkede arrangementet på både radio og tv. Der blev spillet fodbold og netball, og der blev samtidig fortalt om inkluderende uddannelse og mulighederne for børn med handicap. 

John Gallawa ser en forandring i lokalsamfundet, hver gang han og de andre i projektet oplyser om sagen.

-Det er som en regndråbe der rammer jorden. Udenom hvor den rammer spredes der partikler med vand, selvom man måske ikke kan se det.   

Han oplever allerede, at holdningerne langsomt ændrer sig. Men han understreger samtidig, at arbejdet skal fortsætte, hvis forandringen skal nå endnu flere. 

For John Gallawa er det vigtigt, fordi arbejdet ikke kan løses af én organisation alene. Det kræver både forældre, lærere, lokalsamfund, myndigheder og mennesker, der selv lever med handicap. 

Regeringen i Tanzania er nu også begyndt at opdatere lovgivningen og de praktiske rammer for at håndhæve rettighederne for børn med handicap. De ændrer strategier for undervisning og forandrer hvordan man indretter skoler, så de bliver mere inkluderende for alle børn.  Det er præcis den forandring, Hope Runners prøver at skabe. Både på en løberute i Danmark og på en skolevej i Tanzania.