29.09.2026
Nyheder

Medlemsorganisationers erfaringer styrker civilsamfundets råderum

Erfaringer fra CISUs medlemsorganisationer indgår i arbejdet med civilsamfundets råderum både internationalt og i Danmark. Det sker blandt andet gennem bidrag til arbejdet i OECD/DAC og til en kommende rapport fra Europarådet om forholdene for civilsamfundet i Danmark.

Civilsamfundets rolle og råderum er under pres i hele verden. Den gode nyhed er, at det har manges opmærksomhed. Den kedelige nyhed er, at udfordringerne består.

I denne uge er der kommet to rapporter, hvor CISU har brugt de mange erfaringer fra medlemsorganisationerne til at kvalificere billedet af, hvad der reelt foregår.

- Gennem rådgivninger, rapporter og løbende dialog får vi mange forskellige vinkler på civilsamfundets råderum fra de mangfoldige partnerskaber, som CISUs medlemsorganisationer arbejder med. Det gælder både i en dansk foreningskontekst og i den globale kontekst, fortæller rådgiver Anders Reimers Larsen.

Konkret har OECD/DAC udgivet en statusrapport om, hvordan det går med medlemmernes arbejde med anbefalingerne om at understøtte civilsamfundet. Blandt OECD/DACs medlemmer er det danske Udenrigsministerium og andre donorlande, der bidrager til udviklingssamarbejdet.

CISU er aktiv i en referencegruppe for civilsamfundet i OECD/DAC, og her kommer erfaringerne fra medlemsorganisationerne i spil. For Anders Reimers Larsen er det givtigt at kunne samle op på tværs af bevillinger og erfaringer og se på tendenserne.

– Vi har fået god feedback på vores input til de her rapporter. Når der kommer rapporter fra store institutioner, der er med til at sætte tonen, er det vigtigt, at vi kan bidrage med fyldig information, siger han.

Også Europarådet har fokus på civilsamfundets råderum og foretog i foråret en mission til Danmark for at analysere status for civilsamfundets råderum i Danmark. Rapporten vil snart blive offentliggjort.

Selvom der generelt er et ganske højt niveau af tillid mellem staten og civilsamfundet, peges der på en række udfordringer. Det gælder blandt andet en øget administrativ byrde for især små foreninger, bekymringer om politisering af almindeligt civilsamfundsarbejde og frygt for politiske og økonomiske konsekvenser, hvis man udtaler sig kritisk. Der peges også på et hårdere debatklima for minoriteter og udfordringer for minoritetsbefolkningens ytrings- og foreningsfrihed.

– Det er ganske alvorlige skred for det Foreningsdanmark, vi ofte fremhæver. For CISU såvel som for de øvrige organisationer, der har bidraget til rapporten, er friheden i foreningslivet meget central, siger Anders Reimers Larsen.

Fra dansk side er det Nyt Europa, der koordinerer arbejdet med at indlevere data til Europarådets rapporter. Sammen med Nyt Europa arbejder CISU netop med at samle stemmerne i en civilsamfundsalliance på tværs af de mange sektorer, som udgør et Foreningsdanmark med omkring 100.000 foreninger.