05.11.2026

Nepal møder Aarhus V

En bog med historier fra Nepal har fundet vej til Aarhus Vest, hvor kvinder og unge bruger fortællingerne som afsæt for deres egne idéer. Gennem et samarbejde mellem WAWCAS International og Operation 8 er personlige erfaringer blevet til nye fællesskaber, spirende små forretninger og is med danske æbler og sumak. Men projektet handler om mere end iværksætteri. Det handler også om, hvad der sker, når mennesker på tværs af generationer og erfaringer inspirerer hinanden til at se nye muligheder.

Foto: WAWCAS

Summāq og ævler

En kage med dadler, der fortæller om kultur og højtider. En is med æbler og sumak. Nye idéer, der begynder at tage form.

I Aarhus Vest har unge og kvinder arbejdet med at udvikle deres egne koncepter med inspiration fra seje historier om kvinders iværksætteri i Nepal. Forløbet har blandt andet ført til et iskoncept, hvor danske, økologiske råvarer møder smage fra de unges forskellige kulturelle baggrunde. Nu arbejder gruppen videre med idéen, og kommunen har vist interesse for at støtte det videre arbejde med en ismaskine.

Bag projektet står WAWCAS International og den lokale forening Operation 8. Sammen har de skabt et workshopforløb, hvor fortællinger fra Nepal bliver udgangspunkt for deltagernes egne idéer og muligheder i Aarhus Vest.

En bog, der skal ud at leve

I The WAWCAS Book fortæller kvinder fra Nepal om deres liv, erfaringer og vejen mod større selvstændighed. Kvinderne har selv været med til at formidle og nedskrive deres historier.

For Clara Dybbroe Viltoft, Programme Manager hos WAWCAS International, blev bogen ikke et punktum, men begyndelsen på noget nyt.

– Vi synes, at de her historier, som kvinderne har, skulle have et sted at leve

Derfor blev bogens fortællinger og visuelle materiale omsat til undervisningsmateriale, som kunne bruges i workshops i Danmark. Målet var at lade kvindernes erfaringer inspirere andre til at se nye muligheder i deres egne liv og idéer.

Foto: WAWCAS

I Aarhus Vest samarbejdede WAWCAS International med Operation 8, der arbejder med iværksætteri som redskab til social forandring. Her blev fortællingerne fra Nepal et afsæt for kvinder og unges arbejde med deres egne forretningsidéer.

Deres oplevelser bliver en styrke

WAWCAS står for Women at Work, Children at School og arbejder med kvinder, der lever i dyb fattigdom i Nepal. Organisationens 16-måneders iværksætterprogram kombinerer arbejdet med kvinders økonomiske selvstændighed med personlig, social og relationel udvikling.

Kvinderne starter deres egne små forretninger og organiserer sig i demokratiske grupper på 20-25 kvinder. Her opbygger de fællesskaber, sparer op, låner penge til hinanden og styrker deres økonomiske sikkerhed. Grupperne giver samtidig kvinderne mulighed for at dele erfaringer og handle sammen.

Arbejdet handler også om børns rettigheder og skolegang. Når kvinderne får større økonomisk og personlig handlekraft, får de også langt bedre muligheder for at sikre børnenes uddannelse. Børnene kan deltage i deres helt egne børnegrupper med fokus på rettigheder, ligestilling og medbestemmelse. Efter iværksætterforløbet kan kvinderne fortsætte deres kollektive organisering i lokale kvindeledede organisationer, hvor de arbejder for deres rettigheder og udviklingen af deres lokalsamfund.

I The WAWCAS Book har organisationen samlet historier fra ti af de næsten 9.000 kvinder, der har været en del af WAWCAS-programmet siden 2008, samt fortællingerne om deres børn. Historierne viser, hvordan økonomisk selvstændighed hænger sammen med kvindernes personlige udvikling, deres relationer og muligheder for at skabe forandring i familien og lokalsamfundet.

Den tilgang blev også et afsæt for arbejdet i Aarhus Vest. Her handlede det ikke om at kopiere en model fra Nepal, men om at lade fortællingerne inspirere deltagernes egne overvejelser og initiativer.

 

For Clara Dybbroe Viltoft var det særligt interessant at opleve, hvordan nogle deltagere, der i begyndelsen var tilbageholdende med at fortælle om sig selv i en gruppe af fremmede, efterhånden fik mod til at sætte ord på deres idéer og ambitioner.

-Nu skulle de bruge kompetencer, som de aldrig havde forestillet sig som grundlag for en virksomhed.

Blander danske råvarer med smage fra hele verden

En af grupperne bestod af unge drenge mellem 15 og 25 år, som arbejdede sammen med Operation 8 om at udvikle deres eget iskoncept. Idéen var at kombinere danske, økologiske råvarer med smage og madtraditioner fra forskellige dele af verden.

Det kunne være danske æbler med sumak eller hyldeblomst kombineret med smage fra andre madtraditioner, som de unge kender fra deres egne og deres familiers baggrunde.

Danske æbler og sumak er måske ikke den mest oplagte kombination ved første øjekast. Men netop mødet mellem råvarer, kulturer og forskellige erfaringer blev en del af idéen, nemlig at skabe noget nyt ved at bringe forskellige verdener sammen.

De unge udviklede konceptet i fællesskab, og idéen blev konkret nok til, at kommunen viste interesse for at støtte gruppen med en ismaskine. De arbejder stadig videre med mulighederne for at realisere projektet.

Andre brugte workshopsene til at udvikle deres egne mad virksomheder. To kvinder arbejdede med en cateringforretning med irakiske madtraditioner og et dessertkoncept med håndlavede dadelkager. En tredje gruppe bestående af ældre kvinder udviklede idéer til en fælles mindre forretning med blandt andet chilisauce, marmelade og syltede grøntsager.

Her blev deltagernes erfaringer med madlavning, familietraditioner og forskellige kulturelle baggrunde en del af selve forretningsidéerne. Dadelkagerne kunne både udvikles som et produkt til salg og være en måde at formidle traditioner og kultur på.

De unge lærer de ældre nye tricks

Nogle af resultaterne kan ses i nye produkter og forretningsidéer. Andre opstår mellem mennesker.

Under forløbet begyndte deltagerne at inspirere hinanden på tværs af alder, sprog og erfaring. De unge bidrog med deres digitale, sociale og flersprogede kompetencer, mens de ældre kvinder bragte erfaringer fra deres liv, madtraditioner og fællesskaber ind i arbejdet.

For nogle af de ældre deltagere blev mødet med de unge en anledning til at udfordre sig selv, blandt andet i brugen af digitale redskaber. Samtidig blev nogle af de unge drenge rollemodeller for deltagere, der var mindre trygge ved at tale dansk eller tage ordet foran en forsamling.

En gruppe kvinder over 50 år oprettede eksempelvis selv en WhatsApp-gruppe, så de kunne holde kontakten og koordinere deres videre arbejde. Det var ikke en aktivitet, der var planlagt for dem, men et initiativ, de selv tog.

-Det er det generationelle, der skete. Det var spændende at opleve.

Hun ser en forbindelse til WAWCAS' arbejde i Nepal og organisationens tilgang til, hvordan forandring kan brede sig fra den enkelte kvinde til familien, næste generation og lokalsamfundet. Det er også tanken bag WAWCAS' budskab om, at når kvinder rejser sig, følger fremtiden med.

I Aarhus Vest blev fortællingerne fra Nepal ikke brugt som en færdig opskrift, men som inspiration til et samarbejde, hvor forskellige generationers erfaringer og kompetencer kunne supplere hinanden.

Når projektet slutter, skal idéerne gerne leve videre

Omkring 20 kvinder og unge deltog i workshopforløbet, som omfattede fem faciliterede workshops og fire møder i mindre arbejdsgrupper.

Forløbet kulminerede blandt andet i et bogevent i Bispehaven i Aarhus V med mere end 90 deltagere. Her var workshopdeltagerne selv med til at skabe dagen og stod for mad og drikke. Det gav dem samtidig mulighed for at præsentere og afprøve nogle af deres forretningskoncepter.

Undervejs arbejdede deltagerne med alt fra udvikling af forretningsidéer, økonomi og budgetter til branding, visuel kommunikation og kollektiv organisering. Ved afslutningen fik de deres arbejde samlet i businessporteføljer eller pitch decks med beskrivelser af forretningskoncepter, visuelle identiteter, budgetudkast og forslag til næste skridt.

Men det kræver mere end gode idéer og et vellykket workshopforløb at holde gang i arbejdet, når projektperioden er slut.

Operation 8's aftale om de lokaler og det køkken, der har dannet ramme om dele af forløbet, er afsluttet, og organisationen arbejder nu på at finde nye lokaler. Med sit lokale engagement og netværk i Aarhus Vest og andre dele af landet fortsætter Operation 8 arbejdet med at skabe muligheder for kvinder og unge.

Samarbejdet mellem WAWCAS International og Operation 8 har været centralt for projektet. WAWCAS har bidraget med erfaringer, metoder og fortællinger fra Nepal, mens Operation 8 har bragt sit lokalkendskab, sine relationer og sin erfaring med at engagere unge og kvinder i spil. Det har gjort det muligt at tilpasse aktiviteterne til deltagernes lokale virkelighed.

Foto: WAWCAS. Kvinder i WAWCAS' program i Nepal.

Den lokale forankring er også vigtig efter projektets afslutning. Operation 8's eksisterende relationer og netværk giver deltagerne mulighed for at bevare kontakten og finde nye samarbejder, mens materialerne fra forløbet giver dem et grundlag for at videreudvikle deres idéer.

Nogle af deltagerne arbejder allerede videre med deres idéer. Det er endnu for tidligt at vide, hvilke initiativer der vokser sig store, og hvilke fællesskaber der holder ved.

Ambitionen med The WAWCAS Book rækker samtidig ud over at samle kvindernes fortællinger mellem to bogomslag. Historierne skal bruges, deles og sætte noget i gang hos andre.

I Nepal fortæller kvinderne om deres liv og vejen mod større selvstændighed. I Aarhus Vest bliver deres erfaringer afsæt for nye forretningsidéer og samarbejder på tværs af generationer.

Forbindelsen mellem Nepal og Aarhus Vest handler derfor ikke om at finde én opskrift, der passer alle. Den handler om at lade erfaringer rejse på tværs af lande og kulturer og se, hvad der kan vokse, når andre får mulighed for at bygge videre på dem.