CISUs sekretariat holder sommerlukket i tre uger, men inden ferien ønsker konstitueret generalsekretær Nicolai Houe at sige tak til medlemsorganisationer, lokale partnere, samarbejdspartnere og medarbejdere for samarbejdet gennem de seneste otte måneder.
- Jeg håber, at sommeren bliver en mulighed for at være sammen med familie og venner, gå ture, tage en tur i vandet og komme ned i gear. Inden ferien for alvor tager over, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle, der hver dag er med til at gøre CISUs arbejde muligt, siger Nicolai Houe.
Han ser tilbage på en periode med en række vigtige milepæle for organisationen.
- Det er med stolthed og taknemmelighed, at jeg går på sommerferie. Det har været et kæmpe privilegie at få lov til at stå i spidsen for CISU gennem de seneste otte måneder, siger han.
I perioden er implementeringen af Governance Review sat i gang, der er gennemført et review af Civilsamfundspuljen, CISU har fået fornyet sin HQAI-akkreditering, og CISU har vedtaget en ny strategi.
Samtidig har sekretariatet varetaget den daglige drift med blandt andet udbetaling af støtte, behandling af ansøgninger, afholdelse af kurser og rådgivning af medlemsorganisationerne.
- Vi har nået meget på kort tid. Men det vigtigste er de resultater, som medlemsorganisationerne sammen med deres lokale partnere har skabt rundt om i verden. De er med til at styrke civilsamfund og rettigheder og bidrager til, at mennesker, der organiserer sig for at skabe forandring i deres eget og andres liv, får den anerkendelse og støtte, de har brug for. Tak for det, siger Nicolai Houe.
Efter sommerferien fortsætter arbejdet med den nye strategi og implementeringen af Governance Review. Samtidig får CISU en ny generalsekretær, når Charlotte Flindt Pedersen tiltræder den 1. august.
- Jeg glæder mig til at byde Charlotte Flindt Pedersen velkommen. Det bliver rigtigt godt og kommer til at styrke CISU på mange måder, siger Nicolai Houe.
Efter sommerferien skal Nicolai Houe altså ikke længere være konstituret generalsekretær, men han fortsætter i ledergruppen i CISU.
- Tak for tilliden og muligheden for at stå forrest i en periode. Det har været et kæmpe privilegie. Rigtig god sommer til jer og jeres kære.