04.05.2026
Nyheder

Nye rammer skal styrke kvaliteten af rådgivning frem mod travle ansøgningsfrister

Med ansøgningsfrister, der i år ligger tæt i august og september, opfordrer CISU medlemsorganisationer til at være ude i god tid med at booke rådgivning. Formålet er at sikre, at alle ansøgere får den bedst mulige sparring i en periode med høj efterspørgsel.

Foto: Kirsten Adler

- Med de tætte ansøgningsfrister er det afgørende, at organisationerne kommer tidligt i gang. Det giver os bedre mulighed for at levere målrettet og kvalificeret rådgivning til hver enkelt ansøger. Lyder det fra Nicolai Houe, konstitueret generalsekretær.

Som led i indsatsen justerer CISU rammerne for rådgivningen. Fremover bliver der endnu større fokus på målrettet forberedelse, så rådgivningen tager udgangspunkt i ansøgernes konkrete behov. Det skal styrke kvaliteten af dialogen og sikre et større udbytte for den enkelte organisation.

Særligt nye ansøgere og organisationer, der søger igen, opfordres til at starte processen tidligt og gøre brug af rådgivning allerede i foråret og tidlig sommer.

CISU holder et webinar for nye ansøgere til små og store projekter d. 15 juni. 

Vigtige frister for rådgivning:

  • Små og store projekter (Civilsamfundspuljen): Ansøgningsfrist 26. august – anmod senest om rådgivning 5. august
  • OpEn: Ansøgningsfrist 16. september – anmod senest om rådgivning 26. august
  • Små programmer (Civilsamfundspuljen): Ansøgningsfrist 30. september – anmod senest om rådgivning 9. september

Særligt for ansøgninger til små programmer

Ansøgere skal på forhånd indsende spørgsmål og udvælge 1-2 afsnit fra deres ansøgning, som de ønsker feedback på. Send også meget gerne udkast til budget. Målet er, at rådgivningen bliver mere fokuseret, effektiv og værdifuld for alle parter. Hvor der tidligere har været sparring på hele ansøgningen, giver den nye tilgang bedre mulighed for at gå i dybden med de vigtigste elementer og dermed styrke kvaliteten af feedbacken.

Vidste du…

… at CISUs rådgivning er gratis for alle medlemsorganisationer. Rådgivning handler ikke kun om ansøgninger. Organisationer er også meget velkomne til at få sparring om:

-          idéudvikling,

-          projektdesign og implementering

-          partnerskaber

-          fundraising

-          organisationsudvikling

Webinar ”Den gode projektansøgning” 15/6

Webinaret er målrettet ansøgere, der skal søge et lille eller stort projekt i Civilsamfundspuljen for første gang. På webinaret gennemgår vi retningslinjer og ansøgningsformater for små og store projekter. Du får også tips og tricks til at få det vigtigste med - og undgå de typiske faldgruber.

Der bliver også god mulighed for at stille spørgsmål.

Læs mere og tilmeld dig her.