Onsdag den 3. juni kom Danmarks nye regering på plads med regeringsgrundlag og ministerhold.
Lars Løkke Rasmussen fortsætter som minister for udviklingssamarbejde, og der er fortsat afsat 0,7 pct. af BNI til udviklingssamarbejde. Det afgiver vigtige signaler i en svær tid, siger konstitueret generalsekretær i CISU Nicolai Houe.
- Civilsamfundets råderum globalt er under pres. Kriserne omkring os vokser. Det er afgørende, at lande som Danmark går forrest. Det kræver investeringer i stærke internationale partnerskaber og et aktivt globalt engagement, siger han.
Han peger på et vigtigt, positivt træk i regeringsgrundlaget.
- Vi hæfter os ved en stigende erkendelse af civilsamfundets afgørende rolle i Danmark og i Europa. Et stærkt civilsamfund giver mennesker mulighed for at handle og modvirker apati og afmagt. Det er et fællesskab, vi skal styrke og forsvare, siger han.
Ifølge Nicolai Houe spiller Danmark en vigtig rolle regionalt og globalt.
- Vores nordiske og europæiske allierede har brug for et Danmark, der aktivt kæmper for rettigheder og civilsamfundets råderum. Samtidig er CISUs medlemsorganisationer dybt forankret i lokale partnerskaber verden over, hvor de bidrager med bæredygtige løsninger. Her har dansk udviklingssamarbejde en dokumenteret styrke, siger han.
Regeringen har været længe undervejs, og Nicolai Houe ser nu frem til, at signalerne i regeringsgrundlaget følges op af handling. Han fremhæver især to områder:
- Fasthold momentum i samarbejdet med civilsamfundet i Ukraine og EU’s naboskabslande
- Få hurtigt afsat midler til lokalt forankret klimatilpasning
Løkke fortsætter
På ministerholdet er der ikke en særskilt minister for udviklingssamarbejde, men udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne fortsætter med også at bestride den opgave. Nicolai Houe hæfter sig ved, at der med Lars Løkke Rasmussen som minister har været opbakning til styrkelse af civilsamfundet.
- Han er en minister med globalt udsyn og et blik for de forhold i verden, der former vores samtid og vores fremtid, siger Nicolai Houe.
Udover samarbejdet med ministeren ser Nicolai Houe frem til at samarbejde med resten af regeringen, udviklingsordførerne og resten af civilsamfundet. Han hæfter sig især ved en bestemt mulighed i regeringsgrundlaget.
- Vi ser frem til at fortsætte arbejdet i en bred civilsamfundsalliance og bidrage konstruktivt til ‘foreningslivets trepart’, som regeringsgrundlaget lægger op til, siger Nicolai Houe.