Overordnede mål
Øget livskvalitet i Uganda pga. reducering af de skadelige effekter af pesticidbrug på helbred og miljø.
Umiddelbare mål
1. Civilsamfundets muligheder for advocacy og evne til at udføre konkrete aktiviteter for derigennem at fremme en bæredygtig landbrugsproduktion for mennesker og miljø er blevet styrket 2. Der er udbredt ny viden, strategier og materialer fra projektet til andre institutioner og distrikter i Uganda. 3. UNACOHs bæredygtighed og institutionelle kapacitet som en civilsamfundsorganisation, der advokerer for ’et bæredygtigt, sikkert og sundt Arbejdsmiljø og Miljø i Uganda’ er blevet styrket
Målgrupper
Direkte målgruppe: • Sundhedsarbejdere (100), sundhedsundervisere (29) og sundhedsfrivillige (250). > 80% kvinder. • Landmænd (300), ca. 2/3 mænd. • Landbrugsrådgivere (40-60), ca. 90% mænd. • Pesticidsælgere (40-60), ca. 50% kvinder. • Gartnere (30), ca. 50% kvinder. • Skolebørn (>1000), ligelig kønsfordeling Indirekte målgruppe: • Tusinder gennem uformel vidensspredning, radio, SMS, informationsmaterialer (ligelig kønsfordeling). • Nationalt og internationalt gennem artikler, radio, tv, foredrag, studentervejledning, universtitetsudveksling mv. (ligelig kønsfordeling)
Resume
Pesticidforbrug stiger nærmest eksponentielt i udviklingslandene for at øge landbrugsproduktionen. Pga. manglende viden om korrekt anvendelse og sikkerhedsforanstaltninger ses mange forgiftningstilfælde og forurening af drikkevand og fødevarer. Dialogos har med den ugandiske NGO UNACOH gennem de sidste 3 år arbejdet på at forebygge de skadelige følgevirkninger af pesticidbruget i Uganda, hvor bønder og sundhedspersonaler er blevet undervist i sprøjtesvage/økologiske metoder, brug af værnemidler, diagnostik og behandling af forgiftninger. Der er udviklet oplysnings- og undervisningsmaterialer, afprøvet nye metoder til spredning af information, ny viden er skabt og formidlet af bla. ugandiske og danske studerende. I denne planlagte fase 2 vil undervisning og formidling fortsættes for at styrke erfaringsgrundlaget, ligesom fortalervirksomhed og samarbejde med samarbejdspartnere bliver udbygget for at dele strategier, materialer og erfaringer fra fase 1, så disse kan anvendes og gøres bæredygtige.