Resume
Verdens største mangroveskov, Sundarban, ligger i et enormt floddelta i Indien og Bangladesh og er truet af havstigninger, skovrydning og klimaændringer. Projektet skaber sammen med indiske børn en animeret filmfortælling om skovgudinden Bon Bibi og en dokumentarfilm, der formidler børns perspektiv på klima og levevilkår for danske børn. Målgruppen af danske børn i alderen 6-12 år opnår viden om globale udfordringer, udvikler holdninger gennem identifikation med børn fra en anden verdensdel og omsætter det til handling i egne stop-motion film og fortællinger. Workshops med skoleklasser og fritidstilbud giver børn mulighed for at arbejde kreativt med FN’s Verdensmål i praksis. Film og undervisningsmaterialer gøres frit tilgængelige og udbredes bredt gennem eksisterende læringsplatforme og netværk.