Overordnede mål
De oprindelige folk i Peru har adgang til en inkluderende og deltagerorienteret tosproget interkulturel uddannelse, som underbygger og styrker deres kulturelle identitet, således at de kan udvikle et aktivt medborgerskab og udøve deres rettigheder.
Umiddelbare mål
1. Der er i projektområderne i Amazonas regnskoven i Peru udviklet og tilpasset innovative tosprogede interkulturelle pædagogiske undervisningsmetoder. 2. Børnenes, lærernes og landsbyboernes identitet som oprindelige folk er blevet styrket og samarbejdet mellem skole og lokalsamfund er mærkbart forbedret 3. De oprindelige folks organisationer og lokale ledere har udøvet fortalervirksomhed overfor de nationale, regionale og lokale uddannelsesmyndigheder for at sikre rammerne for kvaliteten i tosproget interkulturel undervisning.
Målgrupper
Den primære målgruppe består af 1938 elever, 93 lærere samt 7906 landsbyboere tilhørende 32 landsbysamfund (Kichwa, Tikuna og Kukama Kukamiria). Udover det indeholder målgruppen 15 embedsmænd fra de lokale uddannelsesforvaltninger og15 ledere af oprindelige folks organisationer. Der tilstræbes en ligelig kønslig fordeling.
Resume
Projektet har som overordnet mål at sikre børn af de oprindelige folk Kichwa, Tikuna og Kukama-Kukamiria i Amazonas-regnskoven i Peru en skolegang, der reelt udbygger deres faglige og sociale kompetencer - og som på længere sigt gør dem i stand til aktivt at deltage i udviklingen af deres samfund. Omdrejningspunkt er udvikling af pædagogiske undervisningsmetoder til brug i en Tosproget Interkulturel Undervisning (TIU) og omhandler uddannelse og efteruddannelse af lærere, udvikling af undervisningsmaterialer og lokale læseplaner inden for dette fagområde samt udvikling af samarbejde mellem skole og lokalsamfund, herunder forældresamarbejde. Der gennemføres fortalervirksomhed møntet på kommunale, regionale og nationale myndigheder for dermed at sikre de strukturelle rammer, som skal sikre projektets succes. Ydermere vil der på lokalt niveau blive arbejdet med kapacitetsopbygning af forældregrupper og ledere af oprindelige folk, således at de lærer deres rettigheder at kende, får kendskab til hvilke kanaler de skal bruge for at lave fortalervirksomhed og udøver aktivt medborgerskab.