Overordnede mål
At forbedre småskovbrugernes arbejds- og levevilkår, herunder kvindernes vilkår, samtidigt med at naturgrundlaget for fremtidig udvikling bevares.
Umiddelbare mål
Småskovbrugerne i Honduras har praktisk og økonomisk adgang til certificering af bæredygtig produktion fra regnskoven og benytter sig af denne.
Målgrupper
Aktivitetens direkte målgruppe er de ca. 809 medlemmer af de 45 skovforvaltningsgrupper der pt. opererer i Honduras’ regnskovsområde og deres familier (i alt ca. 4045 personer). Af de 809 medlemmer er de 31 kvinder (4%). Kvindernes andel forventes at stige de kommende år i takt med at de organiseres omkring indsamling og salg af alternative skovprodukter.
Resume
Projektet ønsker at forbedre leve- og arbejdsvilkår for småskovbrugerne i Hondouras gennem en rettighedsbaseret indsats, hvor målgruppen sikres rettigheder og samtidig styrkes og opmuntres til at forsvare rettighederne aktivt. Udgangspunktet er at formulere målgruppens rettigheder, så de både lever op til FSC´s (Forest Stewardship Council) kriterier for bæredygtig skovforvaltning, og samtidig tilpasses målgruppens behov og kunnen. Målgruppen inddrages i alle processer; altså ikke blot i afviklingen af aktiviteter, men også i planlægningen heraf, ligesom at de deltagende repræsentanter for målgruppen skal efterleve krav om afrapportering og spredning af informationer til deres grupper. Rettighederne formaliseres ved at de skrives ind i et sæt nationale retningslinier for bæredygtigt skovbrug. Ved at retningslinierne tilpasses målgruppens kontekst, sikres både at målgruppen kan anvende retningslinierne til at lobbyere for bedring af deres vilkår, og at målgruppen i højere grad efterlever retningslinierne.