Resume
Projektet styrker danskernes viden, kritiske forståelse og meningsfulde engagement i globale udviklingsspørgsmål ved at bruge Moldova som case. Udgangspunktet er den tiltagende polarisering og spændingen mellem demokratiske og autokratiske systemer, som påvirker løsningen af globale udfordringer som klima, ulighed og folkesundhed. Fortællingen foldes ud i tre dokumentarudsendelser på DK4 og 10 videoer på sociale medier, der tilsammen når to overlappende 45+ målgrupper: tv-seere med interesse for kultur og samfund og borgere, der sjældent opsøger global viden og ofte er skeptiske over for EU’s udvidelse. Indholdet bindes sammen af tre seerworkshops i København, Odense og Aalborg, hvor klip danner afsæt for samtale, Q&A med gæster fra Moldova og simple øvelser, der hjælper deltagerne med at omsætte indsigt til handling. Ambitionen er, at borgerne bevæger sig op ad engagementspyramiden fra opmærksomhed til kritisk forståelse og videre til konkret deltagelse i fællesskaber og initiativer.