- Lokal ledet udvikling handler om, at udviklingsindsatser ledes, styres og formes af de mennesker, der er tættest på de udfordringer, der skal løses, forklarer Rune Vinter Pedersen, som er rådgiver på CISUs sekretariat.
Lokale civilsamfundsorganisationer, lokalsamfund og andre aktører i det globale syd er ikke blot implementeringspartnere, men de primære drivkræfter bag forandring.
Hos Yellow World i Zimbabwe definerer de selv deres prioriteter i et naturligt samarbejde med de ungdomsgrupper, de samler i storbyen Bulawayo. Direktør i Yellow World, Mentor Dlamini, fortæller:
- Vi har i Yellow World fundet en god balance mellem at facilitere og sætte aktiviteter på skinner, men samtidig også hele tiden at være lydhøre overfor, hvad der giver mening for de unge, som er med. Vi er jo en del af et økosystem af unge, som får mange gode ideer, og vi medvirker til, at de ideer kan blive realiseret og omsat til forandring her i Bulawayo.
Louisa Mwatse er musiker og programmedarbejder i ungdomsnetværket Yellow World i storbyen Bulawayo i Zimbabwe. Hun fortæller:
- Mange unge i Zimbabwe er desperate og oplever stor mental stress. Selvmordsraterne stiger voldsomt. De svære følelser kan få afløb gennem kreative udtryk. De fælles oplevelser, som kunst og kultur kan skabe for de unge, er med til at give håb, sammenhold og en bedre ungdom. Vi er faktisk lykkedes med at arbejde hånd i hånd med byrådsmedlemmerne. Sammen med dem har vi sikret, at de aktiviteter, vi laver i lokalsamfundet, ikke blot berører de unges liv, men også øger bevidstheden om behovet for at skabe et rum, der giver de unge mulighed for at udtrykke sig frit. Håbet er at skabe et styrket, mere kreativt og mere mentalt sundt samfund.

Det er centralt i en lokalt ledet tilgang, at man langt mere end mange tidligere har været vant til, inviterer målgrupperne med til at beslutte, hvordan ressourcerne skal bruges og til at være i førersædet, når der skal udvikles løsninger. Det skaber nogle stærkere og mere bæredygtige udviklingsprocesser.
-Her i Yellow World har vi etableret en lille pulje i vores program, hvor vi kan støtte de unges ideer til at arbejde for grønne og sociale områder, sportsaktiviteter, udstillinger eller koncerter. Det skaber energi, mod, sammenhold og lederskab, så hverdagen bliver lidt nemmere, fortæller Dlamini.
Når magten placeres hos de aktører, der kender konteksten bedst, bliver løsningerne mere relevante og langsigtede. En anden central del af en lokalt ledet tilgang er derfor lokal beslutningskraft. Organisationer og lokalsamfund i det globale syd skal have reel magt over, hvordan udviklingsmidler anvendes, så de kan prioritere løsninger, der skaber varig forandring. Samtidig styrkes civilsamfundet, når organisationerne ikke blot gennemfører aktiviteter, men også opbygger deres kapacitet til at organisere sig, påvirke politik og holde magthavere ansvarlige.
Hvorfor er lokalt ledet udvikling så vigtig?
De fleste aktører i civilsamfundsbaseret udvikling har længe tilstræbt ligeværdige partnerskaber. Det kan være svært, når den ene part kommer med finansieringen. I nogle tilfælde har det betydet, at beslutningerne er blevet truffet for langt fra de samfund og mennesker, der er engageret i indsatsen. Lokalt ledet udvikling sætter lokalt ejerskab i centrum. Når lokale aktører får mulighed for at udvikle løsningerne, bliver de bedre tilpasset den sociale, kulturelle og politiske kontekst.
Civil og lokalsamfundet bliver stærkere, fordi organisationer og borgere får kontrol over deres egen udvikling og kan arbejde strategisk og langsigtet. Udgangspunktet er lokale strategier og prioriter, og den danske partners rolle defineres i fællesskab, så partnerne på bedste vis udnytter deres kompetencer og skaber synergi i implementeringen af indsatserne.
- Vi synes, at vi har fået en langt højere grad af fleksibilitet og et øget engagement i lokalsamfundet i kraft af den programaftale, der ligger mellem en række zimbabwiske ungdomsorganisationer og så danske Dreamtown, med midler fra CISU. Nu kan aktiviteterne bedre baseres på lokale behov. Det ville være sværere, hvis vi arbejdede inden for en projektramme, der var mere afgrænset og fastlåst i forhold til tid og budget. Vi kan være meget mere relevante i det økosystem og samfund, vi er en del af , slutter Dlamini.
Hvad gør CISU for at fremme lokalt ledet udvikling?
- CISU har en forpligtelse til at fremme lokalt ledet udvikling. Både i partnerskaberne mellem danske organisationer og deres partnere i det globale syd og i den måde, CISU administrerer udviklingsmidler på, understreger Rune.
CISU arbejder for at sikre, at flere midler går til lokale aktører, og at de får større beslutningskompetence og det nødvendige råderum til selv at definere prioriteter, udvikle løsninger og drive forandring på deres egne præmisser. Lokale organisationer bør have kontrol over både strategi og ressourcer, så de kan arbejde langsigtet, opbygge kapacitet og styrke deres egen rolle i civilsamfundet.
CISU deltager som forening i en række internationale netværk, der arbejder på at fremme lokalt ledet udvikling. Det gælder blandt andet netværkene Reimagining INGOs (RINGO), Afinity Group of National Associations (AGNA), CIVICUS og Locally led Adaptation Community of Practice.
- Lokalt ledet udvikling er ikke kun et ideal, men en nødvendighed, hvis vi ønsker bæredygtig og retfærdig udvikling. CISU vil fortsat arbejde for at styrke lokale aktører og sikre, at udviklingssamarbejdet bliver drevet af dem, der kender udfordringerne bedst – og har de stærkeste løsninger, slår Rune fast.
Find gode råd til opbygningen af lokalt ledede partnerskaber i CISUs værktøjer