DIBs høringssvar til det nye udkast til retningslinjer for CSPen
Vi anerkender det stigende pres, der er på CISUs fondsmidler og særligt Civilsamfundspuljen. Derfor har vi også været meget spændte på, hvad reformen af CSPens retningslinjer ville bringe med sig. Vi har læst og nærlæst udkastet til de nye retningslinjer, analyseret og diskuteret dem internt, med vores partnere i Syd og andre danske organisationer i vores netværk.
Generelt er vi meget positive over, at der lægges op til et øget fokus på strategiarbejdet i partnerskaberne, at give mere ansvar og lederskab til Sydpartnerne, samt at få mere stabilitet i bevillingerne. Til det nuværende høringsudkast for de nye CSP retningslinjer har vi både generelle kommentarer, anbefalinger og en masse opklarende spørgsmål til udkastet, som vi opfordrer CISU til at tage højde for i den endelige gennemarbejdning af retningslinjerne, så der er absolut klarhed over, hvad de egentlig betyder for os og vores partnere.
En reform af retningslinjerne for CSPen rækker langt ud, og specifikt har det en enorm betydning både for os i Danmark og for vores nuværende partnere og målgrupper i Bolivia, Nepal, Filippinerne, Tanzania og Ghana, samt for vores partnere i Indien, Sri Lanka og Bangladesh, som vi ikke har et aktivt projekt med, men som venter på, at vi har mulighed for at søge midler igen.
Formålet med CSPen står svagt
Vi savner, at udkastet for de nye retningslinjer lægger større vægt på det, som er hovedformålet med udviklingsbistanden jævnfør den danske udviklingspolitiske strategi for 2021-2025 - at forebygge og bekæmpe ulighed og fattigdom, forebygge konflikt, skrøbelighed, fordrivelse og irregulær migration og øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne.
Som formålet er beskrevet i udkastet i retningslinjerne, så har det en kort formålsparagraf (57-59): “The purpose of the Civil Society Fund is to support the strengthening of civil societies to improve lives of people living in poverty in the Global South.” Dernæst nævnes partnerskaber, Sydpartnerne og lidt om lokaliseringsdagsordenen, som også har været et tema for reformen, den danske partners rolle (som er beskrevet ret afgrænset), noget om bæredygtighed, der hovedsageligt handler om finansiel uafhængighed af CISU, samt det nævnes at CSPen støtter forskelligartede indsatser.
Det er derfor rigtig svært at læse sig frem til, hvad det egentlig er, puljen lægger vægt på og har som formål, udover at partnerne i Syd skal have en større rolle, og at der er behov for egenfinansiering for at få midler. Vi mener, at det foreslåede formål for CSPen står svagere sammenlignet med de nuværende retningslinjer, og det vil give langt svære arbejdsbetingelser for os, vores partnere i Syd, bevillingsudvalget mm. at navigere i dette format.
Vi undrer os over, at der er et behov for at ændre på formålet med CSPen, særligt, når det ikke er det, der er blevet kommunikeret ud som årsagerne til reformen. Formålet står egentlig meget fint beskrevet i de nuværende retningslinjer for CSPen (side 6) eller i den Dansk Udviklingspolitik Strategi for 2021 til 2025 (side 7), så der kan man jo søge inspiration.
Udover at vi synes det mangler i beskrivelsen af formålet med puljen, så skinner det også igennem i selve udkastet til retningslinjerne, at god og langsigtet udvikling desværre ikke er det vigtigste formål med Civilsamfundspuljen. Det gælder f.eks. når beløbsgrænsen for små og “store” projekter er sat ned til henholdsvis 150.000 kr og 700.000 kr. (tabel start ved linje 285), der sættes begrænsning på, hvor mange ansøgninger, der må søges om året (tabel start ved linje 285); det er projektet/programmet med laveste budget, der får midlerne ved pointlighed (linje 312-313 og 437-438); nye projekter, som implementeres i forlængelse af tidligere, forventes at levere bedre resultater, selvom målgruppen eller stedet for implementering er nye (linje 240-241).
De sidste to punkter er også gældende under de nuværende retningslinjer, og vi savner generelt en erkendelse af, at udviklingsarbejde er tids- og ressourcekrævende, og ønsker man at skabe forandring og langvarig effekt, så kræver det et langt sejt træk. Hvis man med Civilsamfundspuljen har et ønske om at skabe forandring på et strukturelt plan for at mindske fattigdom og ulighed, så må formålet være at skabe de bedste betingelser for at danske organisationer i samarbejde med Sydpartnere kan få dette til at ske. Vi har set, at dette har haft en stor indflydelse på, hvordan organisationer strategisk går til værks for at få deres ansøgninger igennem eller for at nå bevillingsloftet, i stedet for kun at se på, hvad der er behov for lokalt. Og det gælder også os.
Men vi vil gerne slå et slag for, at vi hæver barren og sætter realistiske krav og forventninger til, hvad der kan lade sig gøre for de midler, der er til rådighed i den kontekst, vi arbejder i. Vi synes, det sender et uheldigt signal til omverdenen og lægger et unødigt pres på vores Sydpartnere. At udvikle for ambitiøse projekter med for stramme budgetter er ikke gavnligt for det arbejde vi og partnerne forsøger på bedste vis at gennemføre i Syd. Og det er ikke gavnligt for vores partneres trivsel, at vi bliver ved med at sætte dem i en position, hvor de skal løbe hurtigere og arbejde hårdere for færre midler. Udfordringerne lokalt bliver jo ikke mindre, bare fordi beløbsrammen, der kan søges, reduceres.
Derudover er afsnittet med bæredygtighed (fra linje 127) beskrevet noget uklart, og vores partnere savner, at afsnittet uddybes og gerne med forklaring på, hvornår CISU anser, at balancen for social bæredygtighed/miljømæssig bæredygtighed tipper.
Øget usikkerhed og ustabilitet
Et af de positive aspekter, da vi først hørte om reformen, var muligheden for at mindre organisationer også kunne få en større forudsigelighed og stabilitet gennem en 'programmodalitet', som traditionelt ligger i ordet program, og med fokus på Syd-partnerens strategi. Noget som også vores partnere var meget positive overfor. Selv med en mindre bevilling beløbsmæssigt ville det være at foretrække, da vi ville kunne spare tid på ansøgningsprocesser, administration, afrapportering, osv. Tid ville så kunne frigives til implementering, fortalervirksomhed, styrkelse af partnerskabet/partnere og diversificering af fundingmuligheder. Det ville medføre større stabilitet og bæredygtighed i projekterne og partnerskaberne.
Dog er det meget svært at se i det nuværende udkast, om det reelt vil blive sådan med de nye retningslinjer. Generelt så efterlyser vi og vores partnere større klarhed over, hvad forskellen er på de foreslåede projekt- og program-modaliteter. Der er brug for en tydeligere beskrivelse i retningslinjerne af de to modaliteter og ligeledes adgang til ansøgningsformaterne, så det bliver lettere for os og vores partnere at forholde os til, hvad det vil kræve af os at have enten et projekt eller program hos CISU.
Vi har været bekymret for, at organisationer med flere partnere i forskellige lande, og som arbejder inden for forskellige sektorer, vil blive klemt i de nye retningslinjer. Det ser ud til, at der - heldigvis - stadig er mulighed for at arbejde med flere partnere i forskellige lande, men umiddelbart under mere rigide rammer.
For den fremlagte projekt-modalitet er vores bekymring
- At midlerne man kan søge er for små - og særligt for de små projekter op til 150.000 kr. - til man reelt kan lave et projekt. Beløbsgrænsen på 200.000 kr. var fint til for-undersøgelser, opsamling af viden, events, kortvarig eller punktuel styrkelse af partnere/partnerskabet etc. Men et reelt mini-projekt var allerede svært for 200.000 kr., og vil blive endnu sværere nu. Vurderingskriterierne til små projektansøgninger er tilmed ret urealistiske med det givne budget, der kan søges (skema fra linje 307, punkt 4.4). At snakke om “bæredygtige forbedringer” og “exitstrategier” for projekter/bevillinger under 150.000 kr. synes ude af proportioner.
- Loftet på, hvor mange ansøgninger, der kan sendes ind om året, samt at afviste ansøgninger tæller som et ansøgningsforsøg, vil være en stor hæmsko for særligt de små- og mellemstore organisationer. Særligt hårdt vil det gå ud over organisationer med a) flere partnere i Syd, b) organisationer med mindre erfaring i at skrive ansøgninger, c) organisationer med frivillige, kompetente ildsjæle, som sammen med vores partnere ønsker at udvikle et projekt og skrive en ansøgning til Civilsamfundspuljen. Det fjerner den fleksibilitet, vi har brug for i koordineringen af ansøgninger med vores partnere i Syd og hæmmer muligheder for justering af vores arbejde og planlægning.
- Der vil opstå situationer, hvor et afslag på en ansøgning vil betyde, at den "næste i rækken" af vores partnere, som skulle søge om bevilling sammen med os, må vente til året efter, selvom den danske organisation ikke har nået bevillingsloftet. Dette kan ske, hvis en genansøgning prioriteres frem for en ny ansøgning. Og selvom det ikke sker, er det stadig potentiel lang tid at vente på en genansøgning, hvis der stadig er plads i henhold til organisationens bevillingsloftet. Forudsigeligheden og planlægningen i partnerskabet/-erne vil derfor være yderst påvirket af denne begrænsning.
- Organisationerne vil blive mindre risikovillige, åbne for at tage chancer og dermed hæmmes innovative løsninger og afsøgning af nye metoder og områder. Dette både i forhold til projekters scope, at mindre stærke partnere vil blive klemt og endda fravalgt, ligesom ansvaret for at skrive ansøgninger i høj grad vil blive på den danske organisation - og sandsynligvis hos de mest erfarne personer og ikke nye ansatte/unge frivillige ildsjæle - for at forsøge at højne sandsynligheden for en godkendelse. Man øger samtidig risikoen for, at det vil være den danske organisation, der sætter rammerne for hvilke (typer) projekter, der prioriteres, frem for at bero på Sydpartnerens strategi. Alt dette vil modarbejde lokaliseringsdagsordenen.
For den fremlagte program-modalitet, har vi ligeledes nogle bekymringer, samt en del uafklarede spørgsmål.
Det er svært at læse ud fra retningslinjerne, hvad en program-modalitet præcist indebærer. Der står i fodnoten på side 12: "The strategic plan can take different forms, e.g. vision/mission statement, strategy, organisational plans among other things. Essentially it states the goals of the organization/movement and the work to achieve these." Det lyder i sig selv forholdsvis simpelt, men når man læser nærmere under afsnittet omkring ansøgningsprocessen, så bliver det for det første ikke uddybet nærmere for små programmer (fra linje 388-393), og for mellem og store programmer, så bliver det nævnt at være 1 ud af fire kriterier (linje 416-421), partnerskabet skal vurderes på.
Fordelene ved at overgå til en programmodalitet for særligt de mindre og mellemstor organisation er ikke beskrevet i dybden, og flere af vores partnere har specifikt udtrykt bekymring for, at fleksibiliteten forsvinder ved denne modalitet. Beløbsmæssigt så svarer det foreslåede lille program til et mellem/stort projekt for maks 4.5 mio. kr. under de nuværende retningslinjer, men med de begrænsninger på, hvor mange ansøgninger man må sende ind for både projekter og programmer, som der lægges op til, så virker det umiddelbart som en større begrænsning end før.
Det er uklart for os, hvordan det foreslåede bevillingsloft på 5 mio. kr. pr. år regnes ud (linje 261-264 og skemaet side 14); er det et samlet beløb for et program/projekt man søger om året, som det er gældende nu, eller om det er den årlige bevilling (f.eks. 0,8 - 1,3 mio kr. for et lille program) man regner med? Eftersom den samlede sum for mellem programmer overstiger 5 mio. kr., så antager vi, at det er den årlige bevilling man regner ud, så det derfor også er muligt at have mere end et mindre program. Men vi er usikre på, om det skal forstås sådan.
I linie 246 står der “* A Danish organisation can only hold one active medium or large programme at a time.”, men der er ikke sådan en udspecificering for de små programmer. Skal det forstås således, at de små programmer kan bevilges hvert år, blot man holder sig til maks 2 (eller 3?) programmer indenfor de økonomiske rammer for 5 mio. kr. for det pågældende år, man søger? Man skal ikke regne eksisterende programmer fra forrige år med i sit bevillingsloft?
Det er også uklart, hvor mange ansøgninger man må sende ind som organisation. Forvirringen opstår, når man læser i skemaet på side 14, nederste kolonne,: “Yes, but only small programmes up to organisational grant ceiling. However, maximum 3 applications for small programmes per year.” Sætningen: “However, maximum 3 applications for small programmes per year”, bliver modsagt i linje 392 - 393: “Be aware that the Danish applicant can only submit two applications per calendar year – either two in one round or one in each of the two rounds. A re-submission also counts as an application.” Så hvad er det korrekte antal ansøgninger og bevillinger, en organisation kan sende ind/have per år?
Anbefaling
Vi anbefaler at fjerne loftet over antallet af ansøgninger og gen-ansøgninger, der kan sendes ind om året. Så længe organisationen holder sig under bevillingsloftet, bør det være muligt at sende mere end max tre ansøgninger ind om året for henholdsvis små og store projekter. Dette skal gøre sig gældende både for projekter og for de små programmer.
Vi anbefaler generelt at beløbene til projekterne sættes op, både for små og store projekter. Hvis det ikke er muligt, så bør kravet sættes ned til, hvad der skal leveres ift. Vurderingskriterierne, og særligt for de små projekter. Vi anbefaler, at det står skrevet helt tydeligt i retningslinjerne, hvordan bevillingsloftet regnes ud.
Egenfinansiering
"All interventions supported by the Civil Society Fund are expected to include own contributions. However, it is only a requirement for larger grants to contribute with financial resources". (linje 91-92).
Kravet om egenfinansiering efterlader også en meget stor udfordring og usikkerhed hos os og vores partnere. Først og fremmest, så er det uklart, hvad der anses som værende “larger grants”. Vurderes et projekt over 150.000 DKK for en stor bevilling? I vurderingskriterierne gives der point for eget bidrag for projekter op til 700.000 kr. (nederste kolonne i skemaet på side 12). Men vi antager dog at kravet om egenfinansiering går på program-modaliteterne. Det er ligeledes uklart, hvordan man vil regne egenfinansieringen ud, og hvad vi kan tælle med som egenfinansiering. Vi kan ikke ud fra udkastet læse, om midler fra andre af CISUs puljer, Globalt Fokus, GLOBUS, Slots- og Kulturstyrelsen, m.v. kan regnes med, samt hvordan det skal afrapporteres, og om kravet også gælder partnerne. Men usikkerheden bunder hovedsageligt i, at vi er reelt bekymret for, at et krav om egenfinansiering vil betyde enden på vores organisation indenfor en overskuelig årrække.
Det er et voldsomt krav at pålægge organisationerne, at deres egenfinansiering pludselig går fra 0- 5 %, 10% og helt op til 15- 20% for store programmer og vi mener også det er urealistisk højt krav at stille til organisationerne. Måske lyder 5% ikke af meget, men lad os lige regne på kravene for egenfinansiering for et lille program. Vi regner med den længste programperiode muligt, da vi antager at større stabilitet er at foretrække for bevillingshaveren:
Ansøgt beløb i alt Varighed af program Samlet EF Årlig EF
- 0.8 million kr per år 5 år 5% = 200.000 kr 40.000 kr.
- 1.3 million kr per år 5 år 5% = 325.000 kr 65.000 kr.
Som vi læser retningslinjerne, så må man gerne søge små programmer hvert år, uafhængigt af, hvor mange man har i forvejen, bare man holder sig inden for bevillingsloftet for ansøgningsåret (skema side 339). Det vil sige, at hvis du har f.eks. tre små programmer på samme tid - hvilket ikke er urealistisk for en organisation med flere partnere i forskellige lande, og fordi det lader til, at CISU gerne vil have flere over på den lille program modalitet - så vil din årlige egenfinansiering ligge mellem 120.000 kr. og 195.000 kr over fem år - og endnu højere skulle du have en kortere programperiode. Det er virkelig mange penge/frivillige timer/lokaler, der skal indgå i det regnskab.
Hvor skal pengene komme fra? Vi har i flere år ledt med lys og lygte efter andre finansieringsmuligheder - både hos virksomheder, fonde, nationale og internationale donorer - men uden held. Vi tænker ikke, vi er de eneste med de udfordringer. Og opgaven bliver ikke lettere af, at vi alle sammen skal ud og finde penge de samme steder. Som plaster på såret, så er det muligt for de små programmer (og ikke de to andre program-modaliteter) at tælle eget bidrag med som egenfinansiering. Det er bestemt at foretrække end 100% finansielle inputs, men frivillighed er heller ikke gratis i tid og ressourcer. Frivillige skal hverves, engageres, opkapaciteres, understøttes og fastholdes. Samtidig er frivillighed som begreb i konstant bevægelse, og betyder noget forskelligt alt efter hvem du spørger. Det stiller store krav til os som organisationer, at vi kan imødekomme de frivillige, deres ønsker og krav for deres frivillighed. En fleksibilitet som måske ikke altid stemmer overens med ønsket om at lave langsigtet bæredygtig udvikling.
Desuden vil vi også gerne problematisere, at frivilliges tid skal gøres op i kroner og øre. Det er både en uhensigtsmæssig tendens som kan være med til at kvæle engagementet, samt et ekstra administrationskrav, der pålægges os som organisationer og de frivillige.
Vi frygter, at en fastholdelse af kravet vil betyde, at CISUs pulje bliver for en særlig gruppe af organisationer - dem med mange frivillige, mange medlemmer, dem som allerede har adgang til andre fonde og indsamlinger og/eller arbejder med dagsordner, som har stor bevågenhed - og at det vil gå ud over mangfoldigheden i civilsamfundet og CISUs medlemmer.
Oveni kravet om egenfinansiering er også de andre justeringer (bevillingsloftet, loft over antallet af ansøgninger, der må sendes ind), som øger forventningerne og kravet til, hvad der skal leveres, men nu blot med færre ressourcer tilgængelig. Det føles som en dobbelt straf, da det er de færreste som får alle projekter godkendt i første forsøg alligevel. Hele snakken om at skabe et stabilt grundlag for udviklingsarbejdet klinger hult.
I linje 330 - 333 står der: “Engaging in partnerships over multiple years the partners can engage in the work to create sustainable change – both in the local context and in Denmark, and to strengthen and diversify funding to further reinforce the predictability and stability of funding.” Vi nødt til at gøre opmærksom på, at den stabilitet, der nævnes og koblingen til at diversificere midler, ikke er noget partnerne eller de danske organisationer har haft særlig gode muligheder for at opnå under CISUs nuværende projektstøtteform. Vi har brugt mange ressourcer på at søge projekter, genansøge, implementere, monitorere, afrapportere, og søge nye projekter, at der ikke har været luft eller overskud eller ressourcer til at kigge særlig langt og længe efter andre funding muligheder. Vi er hoppet fra tue til tue. Derfor er kravet om 5% egenfinansiering allerede i første runde for de små programmer et stort og hårdt krav.
Anbefaling
Vi foreslår, at kravet om egenfinansiering helt fjernes. Skulle der blive et krav om egenfinansiering alligevel, så vil vi opfordre til, at kravet til egenfinansiering selvfølgelig er væsentlig lavere, end hvad DANIDAs SPA partnere oplever af krav, og at der er en overgangsperiode, hvor organisationerne får mulighed for at justere sig ind gradvis. Det er dog fortrøstningsfuldt, at in-kind bidrag må tælle med for de små programmer, og med tanke på, hvor svært det er at skaffe egenfinansering og frivillige, så bør det også være muligt for medium og store programmer at tælle in-kind bidrag med, eventuelt med en grænse på, hvor meget kan være in-kind bidrag.
Vi vil også opfordre til at kravet sættes ned til 2 - 2,5 % for små programmer, 5 % for medium programmer og maks 10% for store programmer og at det desuden ikke skal gå til at understøtte programmet specifikt, men som yderligere midler til understøttede arbejde på CSP’en.
Sidst men ikke mindst vil vi gerne appellere til at forenklingsdagsordenen ikke glemmes helt i denne proces, og dokumenteringen af en egenfinansiering ikke må lægge yderligere krav på og bureaukrati over bevillingshaverne.
Opklarende spørgsmål til egenfinansiering
Skemaet linje 360 er ikke helt lige til at forstå. Først i step 1, hvor det først efter lang tid gik op for os, at farven var både grøn og gul. Dernæst forstår vi ikke springet for egenfinansieringen mellem programmerne: først 5% - 10% - 12% - 15%. Hvad er logikken i, at det så ikke hver gang stiger med den samme sats? Og med udregningen på side 6 i vores høringssvar in mente, så er der tale om store spring beløbsmæssigt, som vil være en udfordring for organisationerne. Det er ligeledes uvist, om kravet stiger yderligere efter de 15 % og 20%, når man er nået til step 4 (skema fra linje 360), eller om det reelt betyder, der er en udløbsdato på ens muligheder for at søge yderligere midler hos CISU?
Deadlines for ansøgninger
Vi ser gerne, at deadlines for alle projektansøgningerne indføres, som udkastet lægger op til. Det er et nødvendigt redskab til at sikre forudsigeligheden, og at midlerne til projekterne ikke slipper op før tid, og en masse organisationers arbejde med ansøgningerne går til spilde.
Bestyrelsens beføjelser
Linje 608 - 610: “Every year, CISU’s Board determines, upon approval by the Danish Ministry of Foreign Affairs, what share of the total Civil Society Fund will be allocated to the different types of support modalities.” Da bestyrelsen i CISU består af skiftende repræsentanter for medlemsorganisationerne, er det svært at forestille sig, at bestyrelsesmedlemmerne kan forblive objektive i denne beslutningsproces, særligt når der er et stigende pres på fondene og adgangen til midler. Desuden vil muligheden for at lave årlige ændringer også skabe stor usikkerhed for alle, og valg til bestyrelsen på den årlige generalforsamling i CISU vil gå op i hat og briller. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at denne beslutning ligger hos CISUs sekretariat, som også har den nødvendige viden og kompetencer til at kunne træffe sådanne beslutninger.
Fejl, mangler og forslag til forbedringer
- Der er lidt uoverensstemmelser i skemaet på side 8 og den nedenstående tekst omkring førstegangsansøgere.
- Linje 251 “A first-time applicant can apply for projects up to DKK 500,000.”
- Linje 252 - 254 “To apply for projects and programmes of more than DKK 500,000, the applicant organisation must have completed at least one intervention with a grant of more than DKK 200,000 funded by CISU or a donor with similar reporting requirements to those of CISU and/or the Danish Ministry of Foreign Affairs.”
I skemaet står der, at man kun kan søge små projekter som førstegangsansøgere. Her er loftet 150.000 kr.
- 1) Hvorfor står der, at man kan søge op til 500.000 kr., hvis det ikke er korrekt?
- 2) Hvordan skal man kunne gå over 500.000 kr., hvis man skal have haft et projekt større end 200.000 kr - men stadig kun kan søge små projekter til maks 150.000 kr?
Linje 290: Vores partnere efterspørger en lidt mere tydelig definition på, hvad major constructions er. Generelt er det meget svært at læse retningslinjerne og danne sig et overblik. Tabellerne på side 8, 9-10 og 14 - hvis de bibeholdes - bør gøres mere læsevenlige. Man kan med fordel samle dem lidt mere, så man undgår at skulle bladre frem og tilbage hele tiden. Man kunne også overveje at dele retningslinjerne op i to, så der bliver en mere enkelt skrevet version for de organisationer, som udelukkende går efter projektmodaliteten.
Sidst vil vi gerne lufte vores uforståenhed over, hvorfor så gennemgribende en reform er nødvendig, hvis det blot handler om at få spredt de tilgængelige midler ud. At lave en solidarisk omfordeling, så alle nuværende projektorganisationer ville få et bevillingsloft på 5 mio. kr. om året, og programmerne fik en tilsvarende procentvis reduktion, ville have medført en mindre ressourcekrævende process og mindre splittelse blandt CISUs medlemmer.
På vegne af DIBs bestyrelse,
Michael Jes Vogt
Formand
Medunderskrivere - Ghana Youth Guide og ALTERPLAN. Resten af vores partnere har vi drøftet udkastet med og fået inputs fra, men de nåede ikke at tilkendegive deres interesse i at være medunderskriver på det endelige dokument før deadline.