Fredag den 29. august offentliggjorde regeringen finanslovsforslaget for 2026, og det kan umiddelbart virke lovende for det danske arbejde for en mere retfærdig verden.
I hvert fald, hvis man særskilt ser på den del af arbejdet, der foregår gennem Civilsamfundspuljen og de øvrige puljer i civilsamfundet. Ifølge forslaget vil der nemlig være 200 millioner kroner om året til puljen frem til og med 2029. Det er en stigning fra de 167,5 millioner kroner i 2025.
- Nu er det vigtigt at slå fast, at det er et forslag og ikke en vedtaget finanslov, men vi tillader os at være forsigtigt optimistiske. Især i lyset af det enorme pres, der er på puljen fra mange gode ansøgninger, siger sekretariatsleder Jeef Bech.
De 200 millioner kroner svarer i faktiske tal meget godt til beløbet, der har været til rådighed i år, fordi der i 2025 kom en ekstraordinær ekstra-bevilling på 30 millioner kroner.
- Det giver en forudsigelighed, at der nu står ’200 millioner’ hvert år i perioden 2026-2029. Denne forudsigelighed er yderst vigtig for de hundredvis af ansøgere, der i partnerskaber med civilsamfundsorganisationer i det globale syd arbejder for at skabe bedre vilkår for fattige mennesker, siger Jeef Bech.
De øvrige puljer fra DUF, CKU og DH er også stillet løft i udsigt, og det glæder Jeef Bech.
- De danske puljer komplementerer hinanden i arbejdet med at engagere danskere i globalt arbejde, og det er derfor vigtigt, at det er et bredt løft, siger han.