I efteråret 2025 blev OpEn-puljen forlænget med fire år mere, så puljen fortsætter fra 2026-2029. Derfor søger OpEn nu to bevillingskonsulenter til støtteformen formidlingslegater.
Formidlingslegater støtter journalistiske produkter, der skaber øget viden eller holdning om global udvikling hos de danskere, der ikke allerede interesserer sig for det. Fortællinger og budskaber i legaterne skal fremme et nuanceret verdenssyn, hvor de mennesker, det handler om, fortæller deres egen historie. Formidlingslegater kan søges af enkeltpersoner og enkeltmandsvirksomheder med formidlingskompetencer.
Bevillingssystemet for formidlingslegater består af to bevillingskonsulenter og to bevillingsudvalgsmedlemmer. Bevillingskonsulenterne foretager en faglig vurdering af ansøgningerne og udarbejder et indstillingsnotat. Herefter deltager bevillingskonsulenterne og bevillingsudvalget i et fælles voteringsmøde, hvor ansøgningerne drøftes. Bevillingsudvalget træffer den endelige beslutning om, hvilke ansøgninger der opnår et formidlingslegat, på baggrund af vurderingskriterierne, fordelingsprincipperne og den økonomiske ramme.
Arbejdsopgaverne består i:
-
Sagsbehandling, vurdering og indstilling af et antal ansøgninger til puljen
-
Skriftlig respons til ansøgere
-
Forberedelse og deltagelse i voteringsmøde sammen med medlemmerne af bevillingsudvalget
-
Forberedelse og deltagelse i puljeudviklingsmøder med CISUs sekretariat efter hver ansøgningsrunde
Møderne foregår i København eller Aarhus.
Omfanget af arbejdet udgør cirka 70 timer fordelt over seks uger per ansøgningsrunde, ud fra et estimat på, at puljen modtager omkring 50 ansøgninger. Arbejdet ligger i forlængelse af ansøgningsrunden, som i 2026 er den 7. oktober. Datoerne for øvrige ansøgningsfrister meldes ud hurtigst muligt. Dertil kommer oplæring, inklusive deltagelse i et opstartsmøde.
Det er afgørende, at konsulenterne kan tilrettelægge sit øvrige arbejde, så det kan tilpasses denne arbejdsrytme.
Vi lægger vægt på, at alle bevillingskonsulenterne har følgende kvalifikationer:
-
En journalistisk baggrund
-
Erfaring med oplysnings- og engagementsarbejde om global udvikling
-
Erfaring med vurdering af journalistiske produkter og udbredelse
-
Arbejder systematisk, struktureret og overholder deadlines
-
Mestrer skriftlig kommunikation på dansk og engelsk
Honorar: Arbejdet honoreres med en timetakst, der pt. er på kr. 560,00 + 12,5 % i feriepenge.
Ansættelsesprocedure:
-
En ansøgning på højst en side sendes sammen med CV på mail til ans@cisu.dk inden ansøgningsfristen den 3. august 2026 kl. 8.00. Ansøgningen skal mærkes ‘BK formidlingslegater’ i emnefeltet.
-
Samtaler forventes afholdt den 20. august 2026.
-
Ansættelsen er med start den 15. september 2026 og er som udgangspunkt for en 2-årig periode.
-
Bevillingskonsulenten ansættes med reference til CISUs sekretariatsleder.
Information: Spørgsmål vedr. opgaven kan rettes til forvaltningskonsulent Marie Navarana Biisgård på mnb@cisu.dk eller telefon 69 15 19 82. Vær opmærksom på at CISU holder sommerferielukket i uge 28-30.
Puljen har eksisteret siden 2022, finansieres af Udenrigsministeriet og forvaltes af CISU – Civilsamfund i Udvikling og Fonden Roskilde Festival.
Mere information om puljen kan findes på https://www.openpuljen.dk.
OpEn-puljen søger også bevillingskonsulenter til vurdering af projekter under puljen, som er en anden støtteform end formidlingslegater. Læs opslaget her