Fra januar 2027 har bevillingsudvalget for Civilsamfundspuljen brug for to nye medlemmer.
Det ene medlem skal repræsentere CISUs medlemsorganisationer, mens det andet skal repræsentere ikke-ansøgningsberettigede organisationer eller relevante faglige institutioner indenfor det danske udviklingssamarbejde.
Bevillingsudvalget har til opgave at træffe den endelige afgørelse vedr. ansøgninger til Civilsamfundspuljen. Ansøgningerne behandles først af eksterne Bevillingskonsulenter, som foretager en faglig og administrativ vurdering på baggrund af retningslinjerne for Civilsamfundspuljen. Derefter sendes en indstilling til bevillingsudvalget, som vurderer indstillingen og træffer den endelige afgørelse.
Bevillingsudvalget består af ni medlemmer: Seks repræsentanter fra CISUs medlemsorganisationer, og tre repræsentanter fra større ikke-ansøgningsberettigede organisationer (f.eks. organisationer med strategisk partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet) eller relevante faglige institutioner (f.eks. forskningsinstitutioner) indenfor det danske udviklingssamarbejde.
Organisationer/institutioner kan indstille en eller flere erfarne folk fra deres organisation/institution til posten. Personer, der ønsker at komme i betragtning, skal således også henvende sig via deres organisation/institution. Organisationer/institutioner, der allerede har et medlem af Bevillingsudvalget, kan ikke foreslå kandidater (pt. Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder). I bedes desuden angive om I søger stillingen som ansøgningsberettiget eller ikke ansøgningsberettiget.
Opgaven
Arbejdet ligger primært i forlængelse af ansøgningsfristerne i Civilsamfundspuljen.
I alt forventes ca. 300 ansøgninger om året fordelt på bevillingsudvalget. Desuden forventes deltagelse i ca. 7 årlige fysiske møder i København, samt ca. 5 online møder. Det vurderes, at der er cirka 150-200 timers indsats om året, men der er ingen fastlagte normer. Der ydes et årligt vederlag, som pt. er kr. 66.000, for medlemmer af bevillingsudvalget.
Det er desuden et krav for ansættelse at kunne deltage på Faglig Dag i København d. 11.01.2027 kl. 11.30-16.30.
Medlemmet af bevillingsudvalget udpeges for to år ad gangen og kan forlænges en gang i yderligere to år under hensyn til rotationsprincippet i udvalget.
Læs mere om bevillingsudvalget, Civilsamfundspuljen og puljens retningslinjer på www.cisu.dk/puljer/civilsamfundspuljen/.
Udpegning og kriterier
I udpegningen af medlemmet af bevillingsudvalget vil der blive lagt vægt på følgende:
- Dokumenteret erfaring med formulering, vurdering og gennemførsel af udviklingsprojekter.
- Bredt kendskab til civilsamfundsorganisationer og deres indsatser og arbejdsformer ude og hjemme.
- Kendskab til Danmarks Udviklingspolitiske Strategi
- Har godt kendskab til og holder sig løbende orienteret om aktuelle dagsordener indenfor global udviklingssamarbejde.
- Da en stor del af arbejdet foregår i CISUs digitale system, Vores CISU, lægges der vægt på god forståelse for systematik og it-systemer.
Ansøgningsprocedure
Kandidater skal indsende følgende tre dokumenter til CISU på ans@cisu.dk:
- Kort motivation fra bestyrelsen i den organisation, der foreslår en kandidat
- Kandidatens egen korte beskrivelse af relevante faglige erfaringer og motivation for opgaven (max 1 side). Ansøgningen skal svare på hvordan kandidaten lever op til punkterne under ’Udpegning og kriterier’
- CV for kandidaten
Forslag til kandidater skal være CISU i hænde senest fredag den 9. november 2026.
CISU tager stilling til kandidater ud fra ansøgning, CV samt motivation fra bestyrelsen i den medlemsorganisation, der foreslår en kandidat. Der afholdes kun ansættelsessamtale, hvis CISU finder det nødvendigt.
Det forventes, at kandidater udpeges i uge 49.
Yderligere spørgsmål vedr. bevillingsudvalget kan rettes til CISU (forvaltningskonsulent Alberte Maimburg 69 15 19 56).
Kontakt
Forvaltningskonsulent
Alberte Maimburg
Læs mere Læs mindre
Alberte er forvaltningskonsulent i CISU og arbejder med forvaltning af alle CISUs puljer. Alberte rådgiver og vejleder organisationer gennem ansøgningsprocessen og følger projekter fra bevilling til afslutning. Derudover arbejder Alberte med CISUs ansvarlighed og monitorering, evaluering og læring og hun underviser på en række af CISUs kurser.