13.08.2026
Nyheder

UDMELDING: CISU og Danmarks engagement i udviklingssamarbejdet

I den seneste tid har der været debat om udviklingsbistanden, herunder de puljer, CISU forvalter på vegne af Udenrigsministeriet. CISU hilser dialog om Danmarks udviklingssamarbejde velkomment og håber at bidrage med information, der kan være med til at kvalificere debat og dialog.

Fokus for den danske udviklingsbistand

Danmark giver udviklingsbistand for at bekæmpe fattigdom og ulighed, fremme global stabilitet, fred og sikkerhed og for at støtte bæredygtig udvikling og menneskerettigheder. Udviklingsbistanden er en global investering i at bekæmpe fattigdom og skabe bedre levevilkår i verdens fattigste lande.

Udviklingssamarbejdet foregår med udgangspunkt i de behov, der er i landene, hvor programmer implementeres. Samtidig understøtter udviklingssamarbejdet Danmarks interesser inden for samhandel, fred, demokrati og menneskerettigheder.

Udviklingsbistand er en investering for Danmark i verden og en integreret del af dansk udenrigspolitik.

 

Civilsamfundsstøtte som en del af udviklingsbistanden

Dansk udviklingsbistand benytter sig af en række forskellige instrumenter, herunder erhvervssamarbejde, sektorstøtte og civilsamfundsstøtte.

Civilsamfundsstøtte er essentiel for udvikling i skrøbelige stater med svage institutioner og i forsvaret  og udviklingen af demokrati.

I den danske udviklingspolitiske strategi står der: “De danske civilsamfundspartnere – store som små – og deres lokale partnere er afgørende. De er til stede i kriser og skrøbelige kontekster, hvor det er allersværest. Vi har en stærk interesse i at drage endnu bedre nytte af hele bredden af det danske civilsamfund som en del af Danmarks aftryk i verden.” ...

“De stærkeste bånd opstår i mødet mellem mennesker på tværs af landegrænser. Det styrker den globale sammenhængskraft og er med til at langtidssikre forudsætningerne for, at vi kan varetage vores interesser. Det er en hovedopgave for udviklingssamarbejdet at fremme det mellemfolkelige engagement bl.a. inden for kultur, uddannelse og forskning, herunder uddannelse af fremtidens landbrugere, så gensidig forståelse og menneskelige relationer styrkes. Det gælder ikke mindst de unge.”

Hvorfor skal vi oplyse om globale forhold igennem OpEn?

Formålet med OpEn – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje  er at oplyse, skabe viden om og understøtte engagement i globale forhold.

Igennem OpEn har danskere med forskellige baggrunde, interesser og perspektiver mulighed for at stifte bekendtskab med indsatser og prioriteter i den danske udviklingsbistand. Det giver den enkelte mulighed for at danne sin egen mening og engagere sig, hvis vedkommende ønsker det.

OpEn bidrager til at give danskere en forståelse af en globaliseret verden samt de muligheder og udfordringer, denne verden indeholder.

 

Et uafhængigt bevillingssystem

For at sikre en uvildig behandling af ansøgninger til OpEn bliver alle ansøgninger vurderet i et bevillingssystem med uafhængige bevillingskonsulenter og bevillingsudvalg.

Det uafhængige bevillingssystem baserer beslutninger om bevillinger på et sæt retningslinjer med fokus på transparens i vurderingsprocessen og kvalitet i de projekter, der støttes.

Læs mere om bevillingssystemet her.
Læs mere om de grundlæggende principper for forvaltning af puljer her (på side 16).
Yderligere information kan findes på OpEns hjemmeside her.

Læring i fokus

Der findes ikke perfekte systemer. Og derfor har vi også i CISU fokus på at lære af vores erfaringer og de dialoger og kommentarer, som vores puljeforvaltning medfører

Vi ser frem til forsat dialog – de bedste hilsner

Charlotte Flindt Pedersen 

Generalsekretær