Overall targets
Gennem organisatorisk kapacitetsudvikling opnår Fundación Lazos de Dignidad (FLD) et styrket fundament til fortsat at yde juridisk og psykosocial bistand til politisk aktive i en kontekst af stigende sociopolitisk vold og menneskerettighedsovergreb i Colombia.
Immediate targets
FLD står organisatorisk styrket til en fornyet indsats til forsvar af menneskerettighederne: FLDs juridiske, psykosociale, administrative, politiske og organisatoriske kapaciteter er forbedret, så de fortsat kan kræve respekten for basale rettigheder og hjælpe til opbygning af samfundets sammenhængskraft, til styrkelse af demokratiet og for at overvinde volden mod politisk aktive. Politisk aktive har adgang til juridisk og psykosocial bistand: FLD tilbyder styrket juridisk og psykosocial bistand til politisk aktive, hvilket giver dem redskaber til at passe på sig selv, få bedre adgang til retssystemet og til at hævde deres rettigheder. FLD er i stand til at advokere for menneskerettighederne i relevante fora: FLD har implementeret en strategi for synliggørelse af menneskerettighedssituationen.
Target groups
Målgruppen for den organisatoriske kapacitetsudvikling er omkring 20 nye og gamle, ansatte og frivillige i FLD. Disse individer vil få opbygget deres kompetencer indenfor hver deres kerneområder gennem interne udviklingsdage og gennem deltagelse i opbygningen af nye strukturer og arbejdsredskaber. I denne proces knyttes FLD tættere sammen som arbejdsfællesskab, og fortsætter sin læring i gennemførelsen af interventionens andre aktiviteter. Målgruppen for den juridiske og psykosociale bistand er politisk aktive, som er udsatte i konteksten af stigende socio-politisk vold. Med dette menes ikke primært aktive i politiske partier, men snarere aktivister i bredere forstand som unge, som organiserer sig i politiske ungdomsorganisationer og studenterorganisationer, landbefolkningen, som organiserer sig i bondeorganisationer, aktive i organisationer for ofre for konflikten, og miljøaktivister. Dette være sig også medlemmer af kvindeorganisationer, LGBT+ organisationer, oprindelige folks organisationer og afrocolombianske organisationer. Målgruppen er desuden tidligere guerillaer fra FARC-EP og deres familier, der er i gang med at finde deres plads i det civile liv og i det nye politiske landskab. Den juridiske og psykosociale bistand retter sig også mod befolkningsgrupper, som i stigende grad går på gaden for at protestere, men som ikke er repræsenteret i det organisatoriske landskab i Colombia. Dette er blandt andre den voksende urbane lavere middelklasse, som har fået mod til at protestere efter fredsaftalen, men som ikke identificerer sig med den traditionelle venstrefløj. Interventionen retter sig mod politisk aktive i hele landet, dog med et særligt fokus på Bogotá og Caribien-regionen. Det er vanskeligt at specificere målgruppen, når det kommer til køn, alder og etnicitet, da det kan være enhver, der har brug for juridisk og psykosocial ledsagelse. FLD har fokus på diversitet i den forstand at holdet er opmærksomme på diskrimination. For eksempel er FLDs medlemmer til stadighed opmærksomme på at visse befolkningsgrupper kan have sværere ved at få adgang til deres hjælp, og de forsøger at fjerne eventuelle kulturelle og materielle barrierer. Omkring 50 politisk aktive vil modtage juridisk bistand i sager omkring hævdelse af deres rettigheder. 10 af disse vil modtage psykosocial ledsagelse i form af terapeutiske samtaler, der i nogle af tilfældene vil indbefatte deres nærmeste pårørende. Den psykosociale ledsagelse vil altså komme omkring 30 personer til gode. 300 mennesker vil deltage i workshops og modtage vejledende materiale, og et stort antal politisk aktive vil opleve et hold af advokater, der ledsager dem i sociale protester. Målgruppen for fortalervirksomheden er for det første de lokale myndigheder, der har ansvar for håndhævelsen af menneskerettighederne i Colombia. FLD vil mødes med minimum 10 relevante institutioner som ombudsmandsinstitutionen, kommunale myndigheder, og internationale organer som FN. Derudover henvender fortalervirksomheden sig til en bredere offentlighed i Colombia, særligt til mennesker, der ønsker at organisere sig og udtrykke sig politisk. Målgrupperne for informationsarbejdet i Danmark er mennesker med interesse i globale problemstillinger og som bekymrer sig for temaer som ulighed og fred.
Resume
Dignidad y Participation søger at styrke La Fundación Lazos de Dignidad (FLD) gennem organisatorisk kapacitetsudvikling, så de kan fortsætte deres juridiske og psykosociale bistand til politisk aktive i en kontekst af stigende vold og menneskerettighedsovergreb i Colombia. Colombia er et land, der har været præget af vold i generationer. Fredsaftalen mellem guerillabevægelsen FARC-EP og den colombianske regering i 2016 skabte håb om forandring, men desværre går det trægt med aftalens implementering, og volden mod politisk aktive er stigende, med udbredt magtmisbrug fra sikkerhedsstyrkerne ved sociale protester. I denne kontekst vil interventionen mindske civilsamfundets risiko ved at engagere sig. Den vil styrke FLD organisatorisk gennem interne workshops, research, og nye redskaber til opfølgning. På den måde vil FLD være bedre rustet til sin kerneydelse, den juridiske og psykosociale bistand, og FLD vil skærpe sit fortalerarbejde for at synliggøre menneskerettighedssituationen.