Resume
Projektet har som mål at skabe øget bevidsthed om og engagement i globale klima-emner blandt elever på Forberedende Grunduddannelser (FGU) gennem praktiske ’hands-on’-eksempler på unges evner indenfor grøn omstilling og bæredygtig udvikling i Kenya. Aktiviteterne inkluderer produktion af 10 "How-to"-videoer med eksempler på kenyanske teknikker til grøn omstilling, som skal inkorporeres i undervisning på FGU-skoler. Derudover udarbejdes supplerende undervisningsmateriale som danner baggrund og kontekst. Målgruppen er elever på Forberedende GrundUddannelse i hele Danmark. Alderen på disse elever spænder mellem 16-25 år. Indsatsen begynder med at engagere elever i Østjylland og bevæger sig derefter ud til FGU-skoler i flere andre regioner i landet. Sammenlagt vil indsatsen engagere mindst 1500 elever. Heraf vil mindst 500 elever have engageret sig praktisk og handlingsrettet i forbindelse med emner relateret til udviklingsarbejde.