Resume
Educators and Scientists Free Trade Union of Georgia (ESFTUG) - den georgiske lærerforening - og Gymnasieskolernes Lærerforening i Danmark ønsker at etablere et samarbejdsprojekt til civilsamfundsopbygning i Georgien. Fokus i projektet er at fremme demokratisk skoleudvikling og uddannelsespolitisk kapacitetsopbygning - herunder social inklusion særligt i forhold til minoriteter og regionale forskelle - både i den georgiske lærerforening og blandt georgiske lærere. Målet er at inspirere georgiske gymnasielærere og den georgiske lærerforening til at arbejde med skoleudvikling lokalt og nationalt. Derved styrkes lærerforeningen både ’oppefra’ og 'nedefra' ligesom dens kapacitet til på sigt at udøve fortalervirksomhed for sine medlemmer i uddannelsespolitisk spørgsmål øges. Skoleudvikling og fortalervirksomhed er en integreret del af hhv. danske lærere og GL´s virke gennem mange år, men er kun i begrænset omgang forankret og integreret i den georgiske organisations arbejde. Projektet omhandler dels konkrete indsatser, hvor danske lærere på 4 workshops med 40 personer af gangen – både lærere og lokale organisationsrepræsentanter - inspirerer og lægger op til debat om fire temaer udvalgt af den georgiske lærerforening: 1)skoledemokrati, 2) evaluerings- og feedback kultur, 3) brug af IT i undervisningen og 4) samt elevcentreret undervisning. Desuden gennemføres kapacitetsopbygning og besøg i Danmark af repræsentanter fra den georgiske lærerforening. Begge dele skal medvirke til at etablere og udvikle grundlaget for fremtidig fortalervirksomhed.