Resume
Protesta Digna søger at udbrede redskaber til beskyttelse og fremme af retssikkerhed gennem en national netværksindsats, samt juridisk og psykosocial bistand til politiske aktivister i Colombia. Dette er af højeste nødvendighed i et land, som til stadighed er præget af vold og menneskerettighedsbrud med systematiske drab på sociale ledere og overdreven magtanvendelse mod demonstranter, der udøver deres ret til social protest. Protesta Digna ligger i forlængelse af indsatsen Dignidad og Participación, som fokuserede på organisatorisk kapacitetsopbygning af advokatkollektivet Fundación Lazos de Dignidad (FLD). Med Protesta Digna vil FLD udvide deres juridiske bistand med større kapacitet til at påtage sig retssager, de vil styrke deres psykosociale indsats med klinisk psykologbistand og de vil facilitere et nationalt netværk af menneskerettighedsforkæmpere.