I efteråret blev OpEn-puljen forlænget med fire år mere, så puljen fortsætter fra 2026-2029. Derfor søger OpEn nu to bevillingsudvalgsmedlemmer for formidlingslegater.  
 
Formidlingslegater støtter journalistiske produkter, der skaber øget viden eller holdning om global udvikling hos de danskere, der ikke allerede interesserer sig for. Fortællinger og budskaber i legaterne skal fremme et nuanceret verdenssyn, hvor de mennesker, det handler om, fortæller deres egen historie. Legaterne kan søges af enkeltpersoner og enkeltmandsvirksomheder med formidlingskompetencer. 

Bevillingssystemet for formidlingslegater består af to bevillingskonsulenter og to bevillingsudvalgsmedlemmer. Bevillingskonsulenterne foretager en faglig vurdering af ansøgningerne og udarbejder et indstillingsnotat. Herefter deltager bevillingskonsulenterne og bevillingsudvalget i et fælles voteringsmøde, hvor ansøgningerne drøftes. Bevillingsudvalget træffer den endelige beslutning om, hvilke ansøgninger der opnår et formidlingslegat, på baggrund af vurderingskriterierne, fordelingsprincipperne og den økonomiske ramme. 

Arbejdsopgaverne består af: 

  • Læsning af ansøgninger og indstillinger fra bevillingskonsulenterne forud for et voteringsmøde 

  • Deltagelse i voteringsmøde 

  • På voteringsmødet at træffe den endelige afgørelse om, hvilke ansøgninger der skal have bevilling  

  • Deltagelse i et puljeudviklingsmøde efter hver ansøgningsrunde 

Møderne foregår i København eller Aarhus. 

Omfanget af arbejdet estimeres til at udgøre cirka 25 timer, ud fra et estimat på, at puljen modtager omkring 50 ansøgninger. Ansøgningsfristen for formidlingslegater er den i 2026 den 7. oktober. Bevillingsudvalgsmedlemmernes arbejde ligger i 2026 primært i uge 43 og 44. Dertil kommer oplæring, inklusive deltagelse i et opstartsmøde forud for runden i 2026. 
 
Det er afgørende, at bevillingsudvalgsmedlemmerne kan tilrettelægge sit øvrige arbejde, så det kan tilpasses denne arbejdsrytme.   

Vi lægger vægt på, at bevillingsudvalgsmedlemmerne har følgende kvalifikationer:    
- Erfaring med journalistisk arbejde om global udvikling 
- Erfaring med oplysnings- og engagementsarbejde 
- Erfaring med at arbejde med ansøgninger til puljer og fonde  

Honorar: Arbejdet honoreres med 7.500 kroner per ansøgningsrunde.  

Bevillingsudvalgsmedlemmer til formidlingslegater kan ikke være involveret i ansøgninger til formidlingslegater. 

Ansøgere skal indstilles af en aktør, som arbejder med journalistik om global udvikling i Danmark. Det kan f.eks. være en civilsamfundsorganisation, et medie, en kultur- eller uddannelsesinstitution eller en virksomhed.   
 

Ansættelsesprocedure:   

  • En ansøgning på højst en side indsendes sammen med CV og en indstilling fra en aktør, der arbejder med journalistik om global udvikling på mail til ans@cisu.dk inden ansøgningsfristen mandag den 3. august 2026 kl. 8.00. Ansøgningen skal mærkes ‘BU formidlingslegater’ i emnefeltet.   

  • Ansættelsen er med start d. 15. september 2026 og er som udgangspunkt for en 2-årig periode. 

  • Bevillingsudvalgsmedlemmet ansættes med reference til CISUs sekretariatschef. 
     

Information: Spørgsmål vedr. opgaven kan rettes til forvaltningskonsulent Marie Navarana Biisgård på mnb@cisu.dk eller telefon 69 15 19 82. Vær opmærksom på at CISU holder sommerferielukket i uge 28-30. 

Puljen har eksisteret siden 2022, finansieres af Udenrigsministeriet og forvaltes af CISU – Civilsamfund i Udvikling og Fonden Roskilde Festival.   

Mere information om puljen kan findes på https://www.openpuljen.dk

OpEn-puljen søger også bevillingsudvalgsmedlemmer til OpEn-projekter under puljen, som er en anden støtteform end formidlingslegater. Læs opslaget her