Resume
Formålet med indsatsen er at styrke inklusion af døve i det tanzanianske samfund gennem en forøgelse af kapaciteten og kvaliteten af tegnsprogstolkning. Tegnsprogstolkning i Tanzania er i øjeblikket af dårlig kvalitet, og antallet af tolke er for lille til at imødekomme en konstant stigende efterspørgsel efter tolkning. Tegnsprogstolkning er en af de vigtigste nøgler til integration. Indsatsen retter sig mod kapacitetsopbygning af tegnsprogstolke hos tolkenes organisation TASLI og hos de døves organisation CHAVITA, samt blandt tolkestuderende på University of Dar es Salaam. Endvidere målrettes fortalervirksomhed mod offentlige myndigheder og institutioner, der har en konventionsfastlagt og lovgivningsmæssig bestemt forpligtelse til at service samfundets døve medlemmer. Endelig styrkes TASLI som organisation. Indsatsen omfatter kurser i tegnsprogstolkning, tolkningens etiske fordringer, organisationsudvikling samt en aktionslæringsproces via løbende CICED supervision af TASLIs ledelse.