Kære CISU
Den nuværende situation er uholdbar. De mange små og store ændringer, der foretages løbende, betyder, at man ikke kan planlægge i god tid med sine partnere. Det betyder, at man fremstår som utroværdig over for sine partnere, når man fra den ene dag til den anden ikke kan søge, fordi der er en aflysning eller en administrativ beslutning om ændringer.
Det store pres på CSP er en udfordring – men frem for at udlægge snubletråde, hvor man bliver afvist, hvis man ikke har sat et flueben det rigtige sted, bør CISU se på at stramme de faglige krav til de ansøgende organisationer.
Konkret foreslår vi, at:
Partnerskabet og dynamikken i det skal stå mere tydeligt – hvad bringer man ind i partnerskabet, og hvordan ønsker man at udvikle det? For at kunne gøre det, må man selvfølgelig definere, hvad man mener med et partnerskab. For os drejer det sig om solidaritet og om at bygge på fælles politiske og etiske dagsordener. Dagsordener vi har til fælles med vores partnere, og bl.a. derfor bidrager vi sammen til projektet.
Der var engang, hvor netop styrkelsen af partnerskabet var i fokus for CSP. Det bør det efter vores mening blive igen.
CSP skal styrke langsigtede partnerskaber, der ikke kun er kendetegnet af den økonomiske støtte, men som også er langsigtede i de fælles mål, man har sat sammen.
Hvordan kommer vores partnere i syd mere ind i udviklingen af det ansøgte projekt og de strategier der er bag, og hvordan får vi deres organisatoriske bagland med? Det er nok de færreste af os, der ved, hvordan man organiserer kvinder på landet i Uganda – men det ved vores partnere. Så hvordan kommer det til udtryk i det ansøgte projekt, at vores partners styrker bruges aktivt i projektet og strategien?
Der sker noget, når man skaber rammer via bureaukrati, matricer, formater og meget lange retningslinjer. Det første, der sker, er, at vi begrænser adgangen til puljen. Det andet er, at en ansøgning bliver en akademisk afhandling, der både i sprog og forståelse ligger langt fra almindelige mennesker i det globale syd – og også langt fra almindelige danskere. Det bliver en skriveøvelse, der ofte er langt fra den virkelighed, vores partnere arbejder i. Kvalitet er selvfølgelig vigtig, men hvis vi taber vores partnere i processen, står vi et dårligt sted.
Lige nu er det sådan, at det oplysningsarbejde, man laver i Danmark, ikke tæller med, når bevillingsudvalget bedømmer ansøgninger. Der er mange ansøgere, der ikke bruger de to procent til at engagere deres medlemmer, målgrupper, lokalsamfund eller andre, de ønsker at involvere. Det er trist, og der bør ligge meget mere vægt på netop, hvad man ønsker at gøre i Danmark. Som tidligere nævnt er vi varme fortalere for stærke og lige partnerskaber.
Samtidig vil det også være med til at sikre støtten fra politikerne til CSP, hvis alle CISUs medlemsorganisationer viser deres ansigt rundt omkring i Danmark.
Vi mener også, at man skal se på de krav, der sættes til den danske partner. Det kunne være medlemstal, rækkevidde i lokalområdet eller nationalt. Har man frivillige – og hvordan indgår de i partnerskaberne?
Det kan umiddelbart se ud, som om der er en række medlemmer, der kan søge puljen, som er meget anderledes end hovedparten af medlemmerne. Erhvervsdrivende foreninger fx. NGO’er, der opretter NGO’er i det globale syd, som de selv kontrollerer. Ekspert-NGO’er, der mere ligner projektkontorer, hvor bestyrelsen er deltidsansatte i den forening, de er ledelse for.
Hvordan vil den danske partner arbejde for at gøre op med de skæve magtrelationer, der altid er i et partnerskab? Hvordan vil man arbejde med denne ubalance og hvordan kan den gøres mindre?
Der bør også stilles krav til syd-partneren og til, hvordan de arbejder. Har målgruppen for organisationen indflydelse på, hvad der laves? Kan de blive medlemmer og få demokratisk indflydelse på organisationen? Kan de være medlemmer af ledelsen? Kan de vælge en bestyrelse – eller er der tale om 7 mennesker i en bestyrelse, der vælger sig selv? Hvilket mandat har syd organisationen – og fra hvem? Er de med til at opretholde undertrykkende strukturer – politiske, økonomiske eller religiøse – eller er det den lokale høvding med et lokalt parlamentsmedlem, der styrer det hele? Kan de arbejde inkluderende, inddrage kvinder og unge - de fattige - og give dem reel indflydelse?
Ser partnerskabet og den lokale partner på de strukturelle årsager til de udfordringer projektet skal forsøge at løse, eller er det bare hjælp?
Hvis vi fortsat ønsker at arbejde for demokrati og menneskerettigheder, så må det også afspejles hos os selv og hos vores partnere i syd.
CSP har knopskudt og udviklet sig de sidste par år, og det ville gøre godt med en gennemgribende revision af retningslinjer og formater, så både ansatte og ansøgere ved, hvad der gælder. Det har været et uskønt forløb, der har været dyr i frivillig tid hos medlemmerne og sat os selv og vores partnere i en meget svær situation.
- Morten Nielsen
