Målsætningen for Cross Cultures Project Association (CCPA) er at forsone og understøtte fredelig sameksistens mellem mennesker inden for og imellem konfliktramte lande via tværkulturelle initiativer. CCPA udvikler og gennemfører især sine kerneaktiviteter gennem programmerne "Open Fun Football Schools" og Cross Cultures Ungdomsleder Uddannelse. Grundlæggende arbejder CCPA med sporten som et fælles mødested for børn og unge på tværs af køn, alder, etnicitet, social baggrund, tro og politisk ståsted. CCPA’s lokale sportsaktiviteter er med til at skabe relationer mellem børn, trænere, sportsklubber og lokale myndigheder samt skabe en lokal og tværfaglig civilsamfundsplatform i lokalsamfund præget af konflikt, der kan stimulere en proces mod fredelig sameksistens, dialog, tolerance, stabilitet og social samhørighed. CCPA’s fokusområder er mobilisering af unge, ligestilling mellem køn, antidiskrimination, inklusion af minoriteter og flygtninge/internt fordrevne familier.